AC Horsens udvider sundhedsstab med fysioterapeut

01.07.2022 08:00

Andreas Adelskov skal udgøre makkerparret sammen med Mads Damgaard.

AC Horsens har valgt at ansætte Andreas Adelskov som fysioterapeut, og 25-årige Adelskov har første arbejdsdag mandag den 4. juli.

Jobopslaget resulterede i mange ansøgninger fra kvalificerede fysioterapeuter, men det er altså Andreas Adelskov, der sammen med fysioterapeut Mads Damgaard, fremadrettet skal udgøre den gule sundhedsstab sammen med lægerne Martin Lundorff og Bjørn Christensen.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård fortæller her om overvejelserne bag ansættelsen.

- Da vi for godt et år siden rykkede ud af 3F Superligaen, skalerede vi ned i sundhedsstaben, og Mads Damgaard har siden løbet stærkt og løst opgaverne godt suppleret med ekstern hjælp undervejs. Det har hele tiden været planen at ansætte endnu en fysioterapeut, så vi fremover er godt dækket ind på superligatruppen og Akademiet. Andreas Adelskov er en ung, nyuddannet fysioterapeut med erfaring fra elitehåndbold og Kolding IF, og vi er ikke i tvivl om, at han bliver et godt makkerpar med Mads Damgaard, siger Niels Erik Søndergård.