AC Horsens udlejer Stagaard til islandsk klub
08.07.2022 09:50
IA Akranes har lejet Tobias Stagaard i efterårssæsonen, og den talentfulde stopper kan debutere allerede på søndag.
Der er stor konkurrence om pladserne i den gule defensiv, og derfor giver et lejemål god mening for både AC Horsens og Tobias Stagaard.
- Tobias Stagaard har brug for kontinuerlig spilletid, hvis han skal fortsætte sin udvikling, og der er et stykke vej i AC Horsens. Vi har undersøgt mulighederne for ham, og det virker som et rigtig godt march med IA Akranes, hvor han kan få debut allerede om et par dage. Han er en talentfuld spiller og en god fyr, og han skal nok rykke sig her i efteråret med sin stærke træningsmentalitet og spilletid på højt niveau. Vi glæder os til at se ham tilbage i en endnu stærkere udgave, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.