AC Horsens er videre til tredje runde af Pokalen med 2-1 sejr

31.08.2022 16:06

Ringkøbing IF bed godt fra sig, men forgæves.

Værterne fra Ringkøbing IF havde sørget for en rigtig flot ramme om dagens pokalkamp, og der blev sat stadionrekord med 1.750 tilskuere.

Størstedelen fik noget at glæde sig over allerede efter et par minutters spil, da hjemmeholdets Lennard Lauridsen headede Ringkøbing IF foran.

AC Horsens producerede chancer gennem hele kampen, og umiddelbart efter 1-0 målet sendte Marcus Hannesbo en nedfaldsbold lige forbi mål.

Samson Iyede bragte balance i regnskabet i det 14. minut, da han vendte af på en modstander og snød endnu en, inden han behersket lagde bolden i nettet. Umiddelbart inden måtte hjemmeholdet have hjælp af træværket.

10 minutter senere var der tre gule afslutninger i det samme angreb, men uden at det gav bonus. To minutter før pausefløjtet fik Ringkøbing IF’s Martin Egelund en gylden mulighed for at score til 2-1, men han sendte straffesparket forbi mål. Og så er pokalfodbold så tilpas ubarmhjertigt, at Marcus Hannesbo umiddelbart efter blev matchvinder, da hans skud blev rettet af og gik i netmaskerne.

AC Horsens sad tungt på spillet efter pausen, og debutanten Magnus Isager havde et par gode muligheder, men ind ville bolden ikke. Samson Iyede og Elijah Just havde også et par store muligheder, men uden at få netmaskerne til at blafre, og så forsøgte hjemmeholdet sig med et par angreb mod slutningen af kampen, men uden at det for alvor blev farligt.

Dagens sejr over Ringkøbing IF betyder, at AC Horsens har kvalificeret sig til tredje runde af Pokalen, og der er lodtrækning til den runde onsdag den 7. september. Kampene i tredje runde spilles den 18—20. oktober.

Ringkøbing IF – AC Horsens 1-2 (1-2)
1-0 Lennard Lauridsen (3.)
1-1 Samson Iyede (14.)
1-2 Marcus Hannesbo (44.)

AC Horsens: Bobjerg, Lassen (Santos, 72.), Wagner, Kiilerich (Isager, 46.), Ludwig, Hannesbo, Gemmer (Kruse, 46.), Drachmann, Just, Qamili, Iyede (Jacobsen, 83.)