AC Horsens fuldendte vanvittigt comeback mod FCM

12.08.2022 18:56

AC Horsens var bagud med 0-3 ved pausen, men nettede tre gange i 2. halvleg.

AC Horsens var bagud med 0-3 ved pausen, da FC Midtjylland gæstede CASA Arena Horsens fredag aften, men ”de gule” viste fantastisk moral og scorede tre mål i 2. halvleg til slutresultatet 3-3.

Det var også hjemmeholdet, der var tættest på sejren i slutminutterne mod et midtjysk mandskab, der blev ramt af to udvisninger, og Jens Berthel Askous mandskab fik fantastisk støtte fra de gule fans på tribunerne.

Hjemmepublikummet fik mildt sagt ikke meget at juble over i de første 45. minutter, hvor FC Midtjylland klinisk straffede AC Horsens. Der var for meget passivitet omkring Gustav Isaksen, der scorede på en omstilling i det ottende minut, og Pione Sisto udnyttede et gult boldtab på egen banehalvdel i det 23. minut.

Det var nærmest et mirakel, at AC Horsens ikke reducerede efter godt en halv times spil, da bolden blev fastholdt i og omkring FCM-feltet, og Anders K. Jacobsen kom frem til en af afslutningerne, men Olafsson i målet var på plads.

I stedet scorede Gustav Isaksen sit andet mål kort før pausen til 0-3.

Det var svært at få øje på point til hjemmeholdet, men trænerstaben fik justeret tingene i pausen, og spillerne viste karakter, sammenhold og masser af fighterhjerte i de sidste 45 minutter til stor jubel for publikum.

Magnus Riisgaard Jensen var tæt på at reducere allerede i det 49. minut, da han modtog en flot stikning fra Anders K. Jacobsen og sendte bolden lige forbi det lange hjørne. Det var første advarsel, og otte minutter senere slap gæsterne ikke med skrækken. Aron Sigurdarson fandt Lubambo Musonda med en fin stikning i feltet, og Musonda blev fældet, men rejste sig op og sendte bolden i kassen.

Det skabte for alvor håb på banen og på tilskuerpladserne, og optimismen blev endnu større, da Henrik Dalsgaard blev præsenteret for det røde kort efter noget, der lignede overlagt mord på Musonda.

AC Horsens jagtede endnu en reducering, og det var tæt på for Jonas Gemmer, der trykkede af i det 74. minut, men bolden blev blokeret i boksen. I det 85. minut headede James Gomez på kassen, og Juninho måtte bruge hånden for at parere. Efter VAR-gennemgang pegede Jakob Kehlet på pletten og præsenterede Juninho for hans andet gule kort – dermed var FC Midtjylland reduceret til ni spillere. Aron Sigurdarson var sikkerheden selv, da han fintede Elias Olafsson til den ene side og placerede bolden modsat.

Det udløste en fantastisk stemning på CASA Arena Horsens, og publikum var i den grad med til at bære spillerne frem til udligningen, der faldt i overtiden, da Magnus Riisgaard Jensen sikkert pandede Musondas fine indlæg i kassen. Den store midterforsvarer forsøgte sig yderligere med et par afslutninger, men der faldt ikke flere mål denne solbeskinnede fredag aften i Horsens.

AC Horsens’ næste opgave er udekampen mod OB mandag den 22. august, og derefter venter to hjemmekampe mod AGF (26/8) og Brøndby IF (4/9). Klik her for at købe billet til de to hjemmekampe.

AC Horsens – FC Midtjylland 3-3 (0-3)
0-1 Gustav Isaksen (8.)
0-2 Pione Sisto (23.)
0-3 Gustav Isaksen (41.)
1-3 Lubambo Musonda (57.)
2-3 Aron Sigurdarson (89.)
3-3 Magnus Riisgaard Jensen (90.)

AC Horsens: Delac, Santos, Kiilerich, Gomez, Riisgaard Jensen, Musonda, Sigurdarson, Kruse (Drachmann, 46.), Opondo (Gemmer, 63.), Jacobsen (Qamili, 63.), Iyede (Lassen, 46.).

FC Midtjylland: Olafsson, Andersson (Gartenmann, 74.), Thychosen, Sviactchenko (Dalsgaard, 17.), Juninho, Dyhr, Onedika, Evander, Isaksen (Lind, 74.), Kaba (Paulinho, 74.), Sisto (Sørensen, 88.).

Advarsel, AC Horsens: Ingen.

Advarsel, FC Midtjylland: Juninho (80., 87.)

Udvisning, FC Midtjylland: Dalsgaard (67.)

Tilskuere: 4.300

Dommer: Jakob Kehlet

Klik her for at læse mere statistik fra kampen på superliga.dk.