AC Horsens styrker staben med videoanalytiker

16.08.2022 09:00

AC Horsens har valgt at styrke setup’et omkring trænerstaben med ansættelsen af Thomas Thinggaard, der bliver videoanalytiker.

Thomas Thinggaard er i øjeblikket assistenttræner i Middelfart Boldklub, hvor han blandt andet er ansvarlig for det analytiske arbejde, og han har blandt andet en fortid som U17-cheftræner i SønderjyskE og cheftræner for U17-landsholdet på Færøerne.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at Thinggaard bliver en del af det gule trænerteam.

- Vi har adgang til en stor mængde videomateriale og fysisk data, og vi har valgt at prioritere at ansætte en videoanalytiker, der skal sidde med den tekniske del. Han vil være en assistent til Berthel og fokusere meget på egne kampe, analyse af modstandere og video af egen træning i forhold til taktiske og individuelle forbedringer. Thomas er en god fyr, der fodboldmæssigt er taktisk og analytisk stærk, og han har oparbejdet meget knowhow gennem sin trænerkarriere trods sin unge alder, siger Niels Erik Søndergård.

35-årige Thomas Tinggaard ser frem til at blive en del af det gule trænerteam på fuld tid.

- Jeg har talt med Niels Erik Søndergård, Jens Berthel Askou og Mads Lyng, og jeg har fået et indtryk af, at AC Horsens er en klub, hvor man står sammen og har få til at løfte meget, så man kommer tæt på hinanden. Mine samtaler med Berthel har bekræftet mig i, at vi ser ens på tingene, og mine egenskaber og AC Horsens som klub virker til at være et godt match. Jeg glæder mig til at arbejde i klubben, siger Thomas Thinggaard.