Kæmpe interesse for AC Horsens – AGF: Udebaneafsnittet er udsolgt
24.08.2022 04:50
1.800 AGF-fans er på plads i udebaneafsnittet på fredag.
Alt tyder på, at fredagens opgør mellem AC Horsens og AGF bliver spillet i en fantastisk kulisse, for der er godt gang i billetsalget til hele stadion, og nu er de sidste billetter til udebaneafsnittet solgt.
AC Horsens har udvidet udebaneafsnittet ad to omgange, og det har AGF-fansene taget rigtig godt imod, og nu kan de glæde sig over, at knap 1.800 fans med ”de hviie” i hjertet kan tage plads på CASA Arena Horsens.
Alle AGF-fans med adgang til udebaneafsnittet skal benytte Indgang A, og herefter bliver de henvist til enten det oprindelige udebaneafsnit på Nordtribunen eller til det udvidede afsnit på Vesttribunen.
Der vil være en hovedbod med salg af mad og drikkevarer under Nordtribunen, og der vil også være en stor ølvogn, som kun sælger øl under Nordtribunen. På Vesttribunen vil der være en ekstra ølbod.
Som altid vil det kun være tilladt at bære udeholdets trøjer og andet merchandise i udebaneafsnittet og altså ikke på neutrale pladser.
Portene til CASA Arena Horsens åbner klokken 18.00, og AC Horsens opfordrer både AGF-fans og hjemmeholdets tilskuere til at komme så tidligt som muligt.