AC Horsens krigede sejr hjem mod topholdet

16.09.2022 17:56

Magnus Riisgaard Jensen scorede kampens eneste mål mod FCN.

Magnus Riisgaard Jensen blev matchvinder, da AC Horsens vandt med 1-0 over FC Nordsjælland og dermed tildelte gæsterne det blot andet nederlag i sæsonen.

FC Nordsjælland havde svært ved at styre ”Mag” i 1. halvleg, hvor han kom frem til tre store chancer. Første gang i det 13. minut, da han huggede et indlæg fra Musonda over mål og anden gang i det 21. minut, hvor gode detaljer og et super indlæg fra Elijah Just ramte Riisgaard Jensen, der måtte se keeperen redde afslutningen.

I det 25. minut gik den så ikke længere for FC Nordsjælland og Andreas Hansen, der måtte gå den tunge gang og hente bolden ud af netmaskerne. Oliver Villadsen gled, og bolden landede hos Elijah Just, der satte turboen til og serverede bolden perfekt for Riisgaard Jensen, der sikkert sendte bolden i kassen til stor jubel for de gule fans.

AC Horsens forsvarede og krigede sejren hjem gennem hele 2. halvleg, men hjemmeholdet havde også mulighed for at lukke kampen efter en times spil, da et hjørnespark lidt tilfældigt landede hos Anders K. Jacobsen. Han drejede rundt og skød lige forbi mål.

Oliver Antman, Ernest Nuamah og Andreas Schjeldrup forsøgte sig alle, men ingen kunne passere Matej Delac, der endnu engang stod en fantastisk kamp for AC Horsens.x

Dagens kamp var "veteranmatch", og derfor var AC Horsens iklædt grå spilletrøjer, der kommer på auktion via Odendo inden længe. Alle pengene fra auktionen vil gå til DIF’s soldaterprojekt

Forude venter en landskamppause, inden AC Horsens skal en tur til JYSK Park for at møde Silkeborg IF søndag den 2. oktober klokken 14.00. AC Horsens spiller hjemmekamp igen mandag den 10. oktober klokken 19.00, når AaB kommer på besøg. Klik her for at købe billet til de kommende to kampe.

AC Horsens – FC Nordsjælland 1-0 (1-0)
1-0 Magnus Riisgaard Jensen (25.)

AC Horsens: Delac, Santos, Kiilerich, Gomez, Musonda, Just (Opondo, 62.), Drachmann (Kruse, 62.), Gemmer, Sigurdarson (Lassen, 62.), Riisgaard Jensen, Jacobsen.

FC Nordsjælland: Hansen, Villadsen (Svensson, 63.), Hansen, Nagalo, Frese, Christensen, Bidstrup, Diomande (Antman, 62.), Hansen (Faghir, 63.), Nuamah, Schjelderup.

Advarsel, AC Horsens: Sigurdarson (33.), Just (35.)

Advarsel, FC Nordsjælland: Ingen

Tilskuere: 3.497

Dommer: Jacob Karlsen

Klik her for at læse mere statistik fra kampen på superliga.dk

Foto: Rsfoto