Køb unikke AC Horsens-trøjer og støt de danske veteraner

06.10.2022 11:16

Auktionen kører i syv dage.

Kampen mellem AC Horsens og FC Nordsjælland på CASA Arena Horsens fredag den 16. september sluttede med en 1-0 sejr til ”de gule”.

På tilskuerpladserne var blandt andet 100 veteraner og pårørende, for de var inviteret som en del af ”Veteran Match 2022”. Veteran Match blev afviklet over hele landet for at hylde og hjælpe de mennesker, der har betalt en ultimativ pris for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.

AC Horsens-spillerne var iklædt de nye grå tredjetrøjer, og de bliver nu sat på auktion til fordel for Danmarks Idrætsforbunds ”Veteran match”.

Når du deltager i auktionen, støtter du det gode formål med at hjælpe fysisk og psykisk skadede veteraner ”Fra militær til civil” via idrætten og foreningsfællesskaberne.

Med det som afsæt arbejdes der hver dag for at bringe veteranerne videre i livet - ift. deres familier, arbejde og uddannelse.

Auktionen kører i syv dage, og man støtter som sagt en god sag, så gå endelig ind og byd på din favoritspillers trøje.

Klik her for at gå direkte til auktionen.

Foto: Rsfoto