Sløj 1. halvleg blev dyr i Viborg

12.09.2022 20:09

AC Horsens tabte med 1-2 til Viborg F.F.

AC Horsens tabte mandag aften med 2-1 til Viborg F.F., der grundlagde sejren i en 1. halvleg, hvor ”de gule” var langt fra at ramme det niveau, der er nødvendigt i 3F Superligaen.

Hjemmeholdet sendte den første advarsel afsted efter en håndfuld minutter, da Ibrahim Said testede Matej Delac med et godt hovedstød, men kroaten vandt duellen.

Fire minutter senere lå bolden til gengæld i netmaskerne bag Delac. Aron Sigurdarson mistede bolden på Viborgs banehalvdel, og derfra gik det stærkt. Bomstærke Jay-Roy Grot satte sig igennem og sendte bolden på tværs af feltet, og her kom Justin Lonwijk først på bolden.

Minuttet efter var Grot på spil igen, men Delac kom godt ud af sit mål og generede angriberen.

Herefter faldt der lidt mere ro på kampen, og AC Horsens arbejdede sig godt ind i kampen, men hjemmeholdet scorede til 2-0 ud af ingenting. En andenbold landede lidt tilfældigt for fødderne af Said, der tog en dribling og sendte bolden i nettet.

I det 27. minut scorede Anders K. Jacobsen, men målet blev annulleret pga. offside, og i de døende sekunder af 1. halvleg var det Magnus Riisgaard Jensens tur til at få annulleret et mål pga. offside.

AC Horsens skiftede til 4-4-2 i 2. halvleg, og det blev en helt lige affære i de sidste 45 minutter.

Anders K. Jacobsen sled sig igennem til en god mulighed i det 57. minut, men målmanden kom godt ud, og fem minutter senere erobrede Thomas Santos aggressivt bolden og forsøgte sig med en afslutning i det lange hjørne, men målmanden var på plads igen.

I overtiden kom reduceringen, da Magnus Riisgaard Jensen steg op til en bold og pandede den i mål til slutresultatet 1-2.

AC Horsens skal i kamp igen allerede på fredag den 16. september klokken 19.00, når FC Nordsjælland gæster CASA Arena Horsens, og billetsalget er i fuld gang. Klik her for at gå direkte til billetsalg.

Viborg F.F. – AC Horsens 2-1 (2-0)
1-0 Justin Lonwijk (9.)
2-0 Ibrahim Said (20.)
2-1 Magnus Riisgaard Jensen (90.)

AC Horsens: AC Horsens: Delac, Santos, Kiilerich, Gomez, Riisgaard Jensen, Musonda (Musso, 67.), Kruse (Drachmann, 46.), Sigurdarson, (Makienok, 77.) Opondo (Gemmer, 66.), Jacobsen, Iyede (Just, 46.).

Viborg F.F.: Pedersen, Gaaei, Bürgy, Zaletel, Bundgaard, Bonde, Grønning, Leemans (Søndergaard, 78.), Said (Mortimer, 65.), Grot (Jatta, 90.), Lonwijk (Achouri, 78.).

Advarsel, AC Horsens: Sigurdarson (47.), Gomez (79.), Just (83.).

Advarsel, Viborg F.F.: Said (47.), Grot (71.), Grønning (83.).

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere: 4.067

Klik her for at se statistik fra kampen på superliga.dk