Frederik Roslyng er blevet udtaget til U19-landsholdet

09.10.2023 12:42

Den talentfulde midterforsvarer er blevet udtaget til venskabskampene mod Schweiz og Australien.

Danmarks U19-landshold skal en tur til spanske Marbella for at møde Schweiz og Australien i to venskabskampe den 14. oktober og 17. oktober, og landstrænerteamet har udtaget Frederik Roslyng, der er midterforsvarer på AC Horsens’ U19-hold.

Frederik Roslyng har været inde i en stærk periode gennem længere tid, og udtagelsen er fuldt fortjent, lyder det fra akademichef Claus Troelsen.

- Vi er meget stolte over, at Frederik Roslyng er blevet udtaget til U19-landsholdet, og vi mener også, at det er velfortjent, når man ser på hans præstationer i U19 Ligaen og indsatsen på træningsbanen med førsteholdet. Han arbejder hårdt og er træningsparat på en måde, så han må være en rollemodel for mange. Han er ekstraordinært stærk, når det gælder duelspillet og hovedspillet, og han er helt klar over, hvor han skal forbedre sig, hvilket er en stor styrke. Frederik er mentalt stærk og en ledertype, der altid går forrest for at være med til at skabe et godt træningsmiljø for holdet og sig selv, fortæller Claus Troelsen.

Det var midt i skoletiden, at Roslyng fik besked om landsholdsudtagelsen.

- Jeg var ude for at finde lidt vand, da det begyndte at vibrere i min lomme, og jeg var lidt i chok, da jeg fik beskeden, men jeg er rigtig glad og stolt. Det er noget, jeg altid har håbet og drøm om, så det er super dejligt, siger Frederik Roslyng.

Han har tidligere været inde omkring DBU-samlinger som U15-spiller og han har også spillet kampe for U17-Futurelandsholdet, der mødte Sverige og Belgien.

Nu gælder det U19-landsholdet, og han skal være sammen med de andre rød/hvide talenter i en uges tid.

- Ambitionen er at spille mig tættere på at blive en del af den trup, der skal spille EM-kvalifikationskampe i november, og jeg glæder mig til at lære de andre at kende, siger Frederik Roslyng.