GroundCollege fik besøg af førsteholdsspillere

16.10.2023 13:16

Besøget vakte stor glæde i FC Horsens og i Hatting-Torsted.

For nogle år siden valgte AC Horsens at flytte GroundCollege-træning ud til samarbejdsklubberne, og i dag er der mulighed for at træne i FC Horsens, Hatting-Torsted og Stensballe IK.

Om mandagen bliver der spillet på FC Horsens’ kunstgræsbane på Ternevej, tirsdage triller bolden rundt på kunstgræsbanen i Hatting-Torsted og onsdage sparkes og tæmmes bolden på kunst i Stensballe.

I sidste uge fik børnene på GroundCollege i FC Horsens og Hatting-Torsted besøg af førsteholdsspillere fra AC Horsens, der fik en god snak med børnene, spillede lidt med dem og skrev autografer.

Anton Ekeroth, Frederik V. Kristensen, Marinus Larsen og Albert Ejupi kastede lidt stjernestøv over træningspasset i FC Horsens, mens Lukas Wagner, Muhammed Jallow, Edmilson Santos og Gabriel Kehinde Victor hyggede med børnene i Hatting-Torsted.

- Det er altid sjovt at komme lidt ud i klubberne for at møde børnene der er vores yngste fans, og det er fedt at se, hvordan de både hygger sig og går op i at træne. Det er dejligt, at der i AC Horsens og samarbejdsklubberne bliver gjort en stor indsats for at skabe gode miljøer for børnetræning til glæde for alle, siger Marinus Larsen.

Det er stadig muligt at deltage i denne sæson på GroundCollege - klik her for tilmelding.