Individuel træning har en høj prioritet på Akademiet
23.11.2023 08:20
Der stilles flere og flere krav til akademispillerne, og individuel træning er et vigtigt parameter i forhold til at gøre flere lokale spillere klar til førsteholdstruppen eller gøre talenterne interessante for udenlandske klubber.
For to en halv måned siden tiltrådte Martin Bloch som talentchef i AC Horsens, og han er et særdeles velkendt navn indenfor talentudvikling i Danmark qua sine mange år i DBU og AGF.
Nu er han landet på Langmarksvej, hvor han arbejder med den gule talentudvikling, og han er blandt andet en ekstra ressource og en drivkraft, når det gælder individuel træning.
Alle på Akademiet har i et eller andet omfang en rolle i forbindelse med individuel træning, for hvis en træner har gode færdigheder omkring den offensive del af spillet, så bliver han koblet på spillere i forhold til det. Intentionen er at få den samme træner til at følge en spiller i en periode omkring nogle specifikke færdigheder, for relationen er vigtig for både træner og spiller.
- Vi prioriterer individuel træning rigtig højt, og det gør vi, fordi udviklingen går så stærkt, og de individuelle færdigheder bliver endnu vigtigere. Derfor skal vi tættere på den enkelte spiller og træne målrettet, så vi styrker lige nøjagtig hans spidskompetencer. Det kan ske ved at træne på banen, men det kan også ske via individuelle videoseancer, samtaler med en mentaltræner eller ved individuelt tilpasset fysisk træning, fortæller Martin Bloch og fortsætter:
- Vores øgede fokus på individuel træning falder helt i tråd med vores ambitioner om at skabe en stærk transition for at udvikle spillere hele vejen op til førsteholdet, for der bliver stillet flere og flere krav i forhold til blandt andet fart, fysik og orientering i mindre rum, lyder det fra Martin Bloch.