AC Horsens samlede klubbens scouts på den gule hjemmebane

18.12.2023 12:25

Scouting har fået større og større betydning de senere år, og AC Horsens har stor glæde af de rapporter, klubbens scouts sender ind til klubben.

Der er mange børnespillere i Horsens Kommune, og AC Horsens har fået etableret et rigtig godt setup, så klubben har et godt overblik over talentmassen i Horsens og omegnsbyerne.

I forbindelse med efterårssæsonens sidste kamp mod Hobro IK havde AC Horsens samlet klubbens scouts på Nordstern Arena Horsens, og her holdt talentchef Martin Bloch og børneudviklingstræner Séamus Peare Bartholdy et oplæg omkring Talent-ID, hvilket er et begreb, der dækker over at identificere talentfulde spillere, der har forudsætninger og potentiale til at blive professionelle.

AC Horsens har en klar strategi om at uddanne akademispillere til førsteholdet, og klubbens scouts er vigtige, for de har de første øjne på børn i området. I første omgang handler det om udtagelse til ATK+ Center og når U13-truppen er udtaget, så holder klubbens scouts øje med, om spillerne fortsat udvikler sig i samarbejdsklubberne, selvom de kan være valgt fra i første omgang.

- Det er vigtigt for os at uddanne vores scouts, så vi laver seancer og forløb for dem, så vi får et fælles sprog i forhold til børns udvikling. På den måde sikrer vi en ensartethed i, hvordan vi ser fodbold og udstyrer dem med værktøjer og redskaber, så de bliver skarpere på, hvad de skal se og være opmærksomme på. Vi stræber efter at have et overblik over alle børn i Insero Klubsamarbejdet, og vi skal sikre, at ingen bliver tabt, siger Martin Bloch.

AC Horsens har udarbejdet et system, som klubbens scouts arbejder efter, og de er ofte klubbens øjne i forbindelse med weekendens kampe, for mange klubber spiller på samme tid som akademiholdene, og her skal AC Horsens’ trænere være til stede.

- Vi er nødt til at have nogen ude i marken, og det falder ofte sammen med vores egne kampe. Vi har 10 scouts, og de ser ikke nødvendigvis den samme spiller hver gang. Vi prioriterer også at få andre øjne på den pågældende spillere, så vi får alle nuancer med, og det er vigtigt for os at gøre et grundigt forarbejde, forklarer Martin Bloch.

Scoutsene sender efter kampene en rapport til AC Horsens, hvorefter ”de gule” sender en repræsentant ud for at se spilleren i aktion.

- Der er ingen scouts, der er ansat på hverken fuld eller halv tid, så de gør det, fordi de brænder for klubben og byen, og deres arbejde kan man først se effekten af om 10 år, så det er langsigtet, men de har en meget vigtig rolle, og vi sætter stor pris på deres arbejde, lyder det fra Martin Bloch.