AC Horsens lejer afrikansk forsvarstalent

19.01.2023 12:06

Alagie Saine er tilbage på Langmarksvej på en lejekontrakt resten af sæsonen.

I november og december var Alagie Saine til prøvetræning i AC Horsens, og den 19-årige prøvespiller fra Gambia leverede et rigtig godt indtryk.

Det har nu resulteret i, at AC Horsens har indgået en aftale med hans klub Falcons FC om et lejeophold i resten af denne sæson, og der er indbygget en købsoption i aftalen.

- Alagie Saine var her i en måneds tid, og han ser meget spændende ud, så det var oplagt at hente ham herop på en lejeaftale med mulighed for at købe ham fri. Vi har tidligere med succes hentet gambiske spillere til AC Horsens, og vi tror på, at Saine kan blive en gevinst for os på den lange bane, fortæller sports- og talentchef Niels Erik Søndergaard.

Bubacarr Sanneh og James Gomez tog springet fra Gambia til AC Horsens, og begge blev profiler på Langmarksvej, og Alagie Saine har alle forudsætninger for også at blive en rigtig dygtig midterforsvarer.

- Det var vigtigt for os, at vi havde Saine til prøvetræning i et godt stykke tid, for det gav os et godt grundlag at vurdere ham ud fra, og derudover har vi fået gode referencer på ham. Han er teknisk dygtig, atletisk og en intelligent forsvarsspiller, der er god og rolig på bolden, og der sidder et godt fodboldhoved på ham, der gør ham i stand til at løse komplicerede situationer. Vi glæder os til at flytte ham yderligere og hjælpe ham med at indfri hans potentiale, som vi har gjort med andre afrikanske spillere. Heldigvis er han lærevillig og nysgerrig efter at blive bedre, siger cheftræner Jens Berthel Askou.

Alagie Saine har spillet sammen med James Gomez på Gambias U20-landshold, og han er trods sin unge alder anfører for Falcons FC, som han vandt Gambias Premier League med i sidste sæson.