Tak for indsatsen til store oprydningsdag på Nordstern Arena Horsens

23.02.2023 13:33

Frivillige, cheftræneren, direktøren, bestyrelsesformanden, legenden, borgmesteren, trænere, spillere og medarbejdere knoklede for at gøre den gule hjemmebane knivskarp frem mod søndagens hjemmekamp.

Slikpapir, snusposer, cigaretskodder, bander, tæpper, presenninger og andet affald blev samlet op og smidt ud, da AC Horsens inviterede til store oprydningsdag onsdag den 22. februar fra klokken 15.30-17.00.

Det blev en stor succes, og resultatet var tydeligt, da alle deltagere takkede af og satte kursen op mod McDonald’s, som sammen med AC Horsens havde sørget for, at deltagerne kunne slutte af med en burger og en sodavand.

AC Horsens’ gode samarbejdspartner Firmaet Marius Pedersen – dem med de blå containere – havde sat en blå container op bag Østtribunen, og den blev fyldt helt op til kanten med affald, og sæderne på tribunerne blev alle rengjort med knofedt og sæbevand.

Bestyrelsesformand Claus Olsen kunne kun deltage i et begrænset omfang om eftermiddagen på grund af et møde, men han trak i stedet i arbejdstøjet onsdag morgen, og han nåede at fylde to sække med affald, da han fik rundt om kunstgræsbanen.

Om eftermiddagen var AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen, legenden Allan Søgaard og cheftræner Jens Berthel Askou i fuld gang med at samle affald og gøre stadion rent, og de fik følgeskab af mange akademispillere, trænere og frivillige.

- Der skal lyde en stor tak til alle for at give en hånd med, og jeg er imponeret over den indstilling, og det gåpåmod, der blev gået til opgaven med. Borgmester Peter Sørensen fandt tid i sin travle kalender til at hjælpe, og medarbejderne ved Forum Horsens ydede en stor hjælp i løbet af dagen. Organisationen og Akademiet i AC Horsens skal også have kæmpe ros for den flotte indsats. Det er virkelig imponerende, som vi kan løfte i flok, lyder det fra Claus Olsen.