AC Horsens opruster med fysisk træner på Akademiet
02.03.2023 08:07
Sean McColl vender tilbage til Langmarksvej.
AC Horsens arbejder hele tiden på at forbedre forholdene for talenterne på Akademiet, og nu tager ”de gule” endnu et skridt i den rigtige retning ved at ansætte Sean Mccoll som fysisk træner.
25-årige Sean McColl er kandidat i idrætsvidenskab fra Aarhus Universitet, og han er et kendt ansigt på Langmarksvej, for han tilbragte et år på Akademiet i sæsonen 21/22, da han havde fokus på U17-spillerne i forbindelse med sit studie, men han havde generelt en bred kontakt med alle på Akademiet.
Han er ansat som fysisk træner i FC Fredericia på halv tid, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at det er lykkedes at lande McColl i en halvtidsstilling i AC Horsens.
- Vi ser det som en opgradering af setup’et omkring den fysiske træning i hele klubben, for ansættelsen af Sean McColl betyder, at Sebastian Dam kan fokusere hundrede procent på den fysiske træning for superligatruppen, mens Sean McColl udelukkende skal koncentrere sig om akademispillerne, siger Niels Erik Søndergård.
Head of Coaching Claus Troelsen ser frem til at arbejde sammen med Sean McColl igen.
- Vi kender Sean McColl som en vellidt ung mand, der fagligt er meget kompetent, og ansættelsen af ham lå lige til højrebenet, da vi besluttede at ansætte en fysisk træner på halv tid til Akademiet. Vi kender ham og hans faglige kvaliteter fra praktikperioden, og vi ved, at han har nogle gode værdier og er dygtig til at være i øjenhøjde med spillerne. Ansættelsen af ham betyder, at der nu kommer endnu mere fokus på databehandling, styrketræning og fysisk træning på banen sammen med vores praktikant Ali, og vi glæder os til at genoptage samarbejdet, siger Claus Troelsen.
Sean McColl glæder sig til at blive en del af dagligdagen på Langmarksvej igen.
- Det er dejligt at være tilbage i et fedt miljø, som jeg trives i – både med spillere og trænere. Det er jo ikke længe siden, jeg var her sidst, så jeg kender næsten alle spillere, hvilket er en fordel, siger Sean McColl.