Bestyrelsesformand: Vi har også mange ting at være stolte af

21.03.2023 08:02

Den kontrollerede sportslige satsning på oprykning resulterede i et underskud for 2022, men AC Horsens lykkedes med at vende tilbage til landets bedste række og kalkulerer med et overskud allerede i det kommende regnskabsår.

AC Horsens har netop offentliggjort klubbens regnskab for 2022, og det viser et underskud på knap 6,5 millioner kroner.

Underskuddet er blandt andet et resultat af en kontrolleret sportslig satsning på oprykning til 3F Superligaen i år ét efter nedrykningen, og som bekendt blev den satsning belønnet med oprykningen i sommeren 2022.

AC Horsens’ bestyrelsesformand Claus Olsen ærgrer sig over, at AC Horsens som forventet har præsenteret et underskud for 2022, men forventer, at klubben allerede i 2023 har væsentlige positive resultater igen.

- Som klub er vi ikke vant til at generere underskud, men vi lavede en satsning i et forsøg på en hurtig tilbagevenden til 3F Superligaen, og det har kostet os omkring fem millioner kroner, hvilket egentlig er meget tilfredsstillende sammenholdt med tidligere tiders nedrykninger, siger Claus Olsen og fortsætter:

- Som klub prioriterer vi altid at have en sund økonomi, og dette underskud er blot det andet siden 2014. Vi forventer at være tilbage på sporet igen med et overskud i størrelsesordenen fire til seks millioner i regnskabet for 2023, lyder det fra Claus Olsen.

Generelt er det en optimistisk bestyrelsesformand, der står i spidsen for en klub med fremgang på mange parametre.

- Overordnet set har vi mange ting at være stolte af. Vi har udviklet et meget velfungerende akademi, der er rangeret som det 12. bedste i Danmark, og vi anvender lige nu betydelige ressourcer på vores talentudvikling, således de lokale talenter får de bedst mulige forhold. Selvom de seneste 4-5 kampe har været hårde at komme igennem, så er det samlede overordnede billede, at vores superligatrup og alle omkring det har gjort et flot stykke arbejde, og vi står lige nu i en gunstig situation i forhold til sikre os endnu et år i superligaen. Jeg synes faktisk, vi har kvaliteterne til at turde drømme om en Europa playoff-kamp, siger Claus Olsen og fortsætter:

- Vi har jo en målsætning om, at 20 procent af spilletiden kommer fra egenudviklede spillere, og det er blandt andet også derfor, vi fortsætter med at gøre en stor indsats for børnefodbolden i vores 25 klubber i Insero Klubsamarbejdet.  Vi kan rykke både Akademiet og superligatruppen ved at give dem endnu bedre fysiske rammer, og det er et af de projekter, vi skal til at arbejde med, forklarer Claus Olsen.

AC Horsens har stor betydning for byen og området, og det er klubben bevidst om.

- Som klub tager vi med glæde et socialt ansvar, og det gør vi ved blandt andet ved at samarbejde med forskellige foreninger og organisationer og ved at deltage i en række enkeltstående events eller projekter. Vi har også en ambition om at bruge vores position i en bæredygtighedskontekst, noget vi forventer snart bliver synligt, siger Claus Olsen.

Klik her for at se regnskabet for 2022.