Oliver Bach Sørensen bliver målmandstræner på Akademiet
16.03.2023 08:58
AC Horsens’ nye målmandstræner har første arbejdsdag i næste måned.
Rasmus Horup har valgt at søge nye udfordringer, og i stedet har AC Horsens ansat Oliver Bach Sørensen som ny målmandstræner på Akademiet.
Oliver Bach Sørensen kommer til AC Horsens fra Thisted Q, som han har været målmandstræner for siden oktober 2022, og inden var han målmandstræner for AaB’s kvinder i godt halvandet år.
Han kan skrive målmandstræneruddannelsen GKB på sit CV, og næste mål er GKA-uddannelsen.
Det er altså en ung mand med solid praktisk og teoretisk erfaring, der bliver målmandstræner på Akademiet, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig til samarbejdet.
- Oliver passer rigtig godt ind i vores klub i forhold til fælles værdier og den tilgang, han har til tingene, og han er en ambitiøs, ung mand, der skal videreføre det gode arbejde, Rasmus Horup har været manden bag på Akademiet, så vores akademimålmænd også fremadrettet bliver uddannet godt. Det bliver selvfølgelig i samarbejde med målmandstræner Lars Winde, som bidrager med input og sparring, siger Niels Erik Søndergård.
24-årige Oliver Bach Sørensen ser frem til at blive en del af hverdagen på Langmarksvej.
- AC Horsens’ værdier og mine værdier ligger tæt op ad hinanden, og AC Horsens har et fedt akademi, hvor mange prominente navne er kommet igennem, så det var oplagt at søge stillingen. Jeg havde lovet mig selv, at jeg gerne ville træne herrer på et tidspunkt, og det får jeg mulighed for i AC Horsens, hvor jeg skal være med til at bygge videre på den gode udvikling, Akademiet er inde i. Alle har været imødekommende, og jeg glæder mig til at lære folk bedre at kende, siger Oliver Bach Sørensen.