U19 fortsætter den gode stime

18.03.2023 18:47

Det lignede en sejr til AC Horsens over OB, men fynboerne udlignede dybt inde i overtiden. ”De gule” sikrede sig dog et ekstra point efter straffesparkskonkurrence.

AC Horsens’ U19-mandskab spillede torsdag 4-4 mod OB i en hæsblæsende kamp, hvor gæsterne troppede op med både Jakob Breum og Charly Hornemann, som begge er fast mand i 1. holdstruppen i Ådalen. Dermed spiller U19-mandskabet sig op på en 6. plads i Ligaen.

Trods både Breum og Charly fra start var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start, og der var flere farlige forsøg mod gæsternes mål. Dog var det gæsterne som bragt sig i front, da et afrettet skud sejlede ind bag Mathias Hørdum.

Hjemmeholdet var torsdag farlige ved flere lejligheder, og især på standarder brændte det ofte på hos gæsterne. Både Roslyng og Kirkel kunne have scoret.

Alligevel måtte der gå 44 minutter før udligningen kom. Oliver Roche løb dybt og fik kun lige prikket bolden hen til Angelo, som derefter sikkert kunne sparke bolden i mål.

Efter pausen startede hjemmeholdet igen farligst, og Lasse Dahl sparkede på overliggeren, hvor Jashar var først på reposten og headede bolden i mål.

Minuttet efter udlignede gæsterne efter et indlæg.

Det tog dog ikke pusten fra hjemmeholdet, som først ved Luca Ørsted gjorde det gik 3-2 og siden 4-2, da Oliver Roche fandt Lasse Dahl, som sparkede bolden ind bag en chanceløs målmand.

Med et kvarter igen fik gæsterne bragt spænding i kampen, da hjemmeholdet så passivt til, og derfor blev det pludselig unødvendigt spændende.

Med 6 minutter lagt til, pressede gæsterne på, og dybt inde i overtiden fik de også udligningen - igen på et indlæg, hvor hjemmeholdet ikke fik taget fra.

I U19 skal alle uafgjorte kampe i straffespark om et ekstra point, og dette tog hjemmeholdet, som derfor fik 2 point med fra kampen, mens OB måtte rejse hjem med et enkelt.

Cheftræner Christian Hansen var skuffet over, det ikke blev til 3 point, men var glad for sejren ved straffesparkskonkurrencen:

- Nu har jeg fået set kampen igennem igen, og fordelt på chancer, havde vi fortjent at vinde. Vores 4 forreste (Roche, Lasse, Jashar, Angelo) spiller lige nu på et højt niveau og skaber masser af chancer. Det voldte også OB store problemer i dag, så jeg er selvfølgelig træt af, at vi ikke vinder, når vi laver 4 mål, siger Christian Hansen og fortsætter:

- Jeg er dog glad for det ekstra point, vi fik, da vi vandt straffesparkskonkurrencen efterfølgende. Vi fortsætter vores stærke stime, og med en my mere dygtighed og held, havde vi også vundet i dag, slutter Hansen, som roste især Jonas Kirkel for en rigtig stærk kamp.

AC Horsens - OB 4-4 (1-1)
35’ - 0-1 - Nikolaj Sandberg
44’ - 1-1 - Angelo Nehme (Oliver Roche)
50’ - 2-1 - Jashar Beluli (Lasse Dahl)
51’ - 2-2 - Mikkel Øberg
66’ - 3-2 - Luca Ørsted (Jashar Beluli)
69’ - 4-2 - Lasse Dahl (Oliver Roche)
76’ - 4-3 - Nikolaj Sandberg
90+4 - 4-4 - Valdemar Grymer

Efterfølgende straffesparkskonkurrence: 4-3 sejr til Horsens: OB scorer, Horsens scorer (Victor Laursen), OB scorer, Horsens scorer (Emil Rosenberg), OB brænder, Horsens scorer (Jetmir Beluli), OB scorer, Horsens scorer (Angelo Nehme), OB brænder.