Simon Aaes

AC Horsens forlænger med Simon Aaes

19.04.2023 08:00

U15-cheftræneren kommer nu på fuld tid.

AC Horsens har valgt at forlænge aftalen med U15-cheftræner Simon Aaes, der fremover bliver ansat i en fuldtidsstilling på Akademiet.

Simon Aaes indledte trænerkarrieren i AC Horsens’ samarbejdsklub Hatting-Torsted for efterhånden en del år siden, og han var en del af træningen på GroundCollege, inden han blev assistenttræner for AC Horsens’ U14-hold for syv år siden.

I sommeren 2018 blev han en del af cheftrænerduoen for U13-holdet, og han står altså i dag i spidsen for U15-talenterne.

- Vi har indgået en fuldtidsaftale med Simon Aaes, fordi han er en rigtig dygtig træner og fordi U15-rækken er landsdækkende og en stor arbejdsopgave. Simon Aaes er en rigtig Horsens-dreng, der har vist sit værd gennem mange sæsoner, hvor han har arbejdet sig op gennem systemet. Han begyndte med de yngste og har siden taget et stort skridt fra U14 til den landsdækkende U15-række, hvilket han har gjort flot. Han er detaljeorienteret og fagligt dygtig, og han har taget A-trænerlicensen. Han er ikke den, der fylder mest i dagligdagen, men han er hårdtarbejdende og giver gerne en ekstra hånd med. Børnetræningen står hans hjerte nært, og han er god til at håndtere de forskellige aldersgruppen på og uden for banen, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

Simon Aaes glæder sig til at fortsætte arbejdet med den gule talentudvikling.

- Akademiet er inde i en positiv udvikling, og det er jeg rigtig glad for at være en del af. Vi har en talentfuld 2008-årgang, som jeg glæder mig til at følge, når de skal spille i U17 Ligaen fra sommer, for det bliver et spændende spring for dem. Det er en flok spændende spillere med mange forskellige kompetencer. Den kommende U15-årgang overtager jeg fra Frederik van Deurs, og jeg glæder mig til at videreføre hans gode arbejde. Der er mange gode typer i truppen, og de er blevet bedre og bedre til at sætte sig selv og holdet mere i scene, fortæller Simon Aaes.