Forårets første sejr kom i Silkeborg

11.04.2023 19:30

Moses Opondo blev matchvinder, da AC Horsens vandt med 2-1 over Silkeborg IF.

AC Horsens hentede forårets første sejr tirsdag aften, da Silkeborg IF blev sænket på JYSK Park.

”De gule” vandt med 2-1, og det var den første superligasejr, siden Randers FC blev besejret med 5-1 den 4. november og den første udebanesejr siden premierekampen mod FC København.

Storspillende Moses Opondo var arkitekten bag det første mål efter 10 minutter, da han profiterede af en fejl i Silkeborgs defensiv, slog turboen til og fandt Anders K. Jacobsen inde foran kassen med en flad aflevering, og ”AK” var sikkerheden selv.

Anders K. Jacobsen havde også bolden i netmaskerne i det 26. minut, men linjedommeren hævede flaget. Otte minutter senere var Anders K. Jacobsen manden bag et fremragende raid fra midterlinjen til baglinjen, hvorfra han fandt Mikkel Lassen med en cutback-aflevering, men Lassens afslutning landede 10 centimeter på den forkerte side af stolpen.

Et par minutter inde i 2. halvleg udlignede Tonni Adamsen efter flot og hurtigt spil, men glæden varede kun i et par minutter, for så klappede Moses Opondo en returbold i kassen.

Klik her for at læse mere om kampen på Horsens Folkeblads hjemmeside.

Silkeborg IF – AC Horsens 1-2 (0-1)
0-1 Anders K. Jacobsen (10.)
1-1 Tonni Adamsen (47.)
1-2 Moses Opondo (50.)

AC Horsens: AC Horsens: Delac, Buus (Sigurdarson, 90.), Gomez, Riisgaard Jensen, Ludwig, Lassen, Drachmann (Santos, 73.), Gemmer, Kruse, Opondo (Iyede, 90.), JacoACbsen (Just, 73.).

Silkeborg IF: Larsen, Sonne, Salquist, Busch (Lind, 68.), Østrøm (Klitten, 81.), Brink, Christensen, Mattsson (Kusk, 68.), Jørgensen, Tengstedt (Dahl, 82.), Adamsen.

Advarsel, AC Horsens: Kruse (69.), Gemmer (72.)

Advarsel, Silkeborg IF: Ingen.

Dommer: Mikkel Redder

Klik her for at se statistik fra kampen på superliga.dk