AC Horsens forlænger med Anders Maltesen
10.05.2023 08:00
Den nye aftale betyder, at U13-cheftræneren bliver ansat på halv tid.
AC Horsens har forlænget aftalen med U13-cheftræner Anders Maltesen, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2025.
Den nye aftale indebærer, at Anders Maltesen bliver ansat på en halvtidsaftale, så Akademiet får endnu større glæde af hans faglige og personlige kompetencer.
Anders Maltesen tog hul på trænerkarrieren som U12-assistent i Hatting-Torsted og var derefter cheftræner for U13 Liga 2 i Horsens fS i et par år, inden han prøvede kræfter med U14 Liga 1 i Skanderborg. Efter et halvt år i FC Horsens nåede han at være træner i Horsens fS i halvandet år, inden han for knap halvandet år siden blev træner i AC Horsens.
Til sommer har Maltesen været træner i otte år, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at han fortsætter på Akademiet.
- Vi har valgt at foretage en opgradering af setuppet ved at ansætte Anders Maltesen som træner på halv tid, og det betyder, at han får flere opgaver omkring ATK+ Center, GroundCollege, rekruttering, scouting og morgentræning. Anders vil som person og træner gerne suge til sig og lære, og i øjeblikket er han tilknyttet en god gruppe på U13, men ved at han fremadrettet kan være en ekstra ressource i forbindelse med morgentræning, så får han erfaring ved at træne lidt ældre aldersgrupper. Anders er super dedikeret, arbejdsom og villig til at lytte og udvikle sig, og han er fagligt skarp, så vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, siger Niels Erik Søndergård.
Anders Maltesen ser frem til at fortsætte trænerkarrieren på Akademiet.
- Jeg har valgt at forlænge, fordi vi som klub er inde i en god udvikling og hele tiden rykker os på alle fronter. At aftalen er blevet opgraderet til halv tid betyder, at jeg kan bruge flere timer på Akademiet og blive endnu dygtigere, og det er endnu et step på vej mod at kunne arbejde med fodbold på fuld tid. Det er enormt fedt at være en del af byens hold og det produkt, flere tusind folk kommer og ser hver weekend. Det er jeg både stolt og privilegeret over at være en del af, fortæller Anders Maltesen.