Fanzone

AC Horsens – Silkeborg IF: Besøg fanzonen inden kampen på fredag

16.05.2023 11:40

Der er masser af aktiviteter for både børn og voksne, når AC Horsens inviterer indenfor i fanzonen inden opgøret mod Silkeborg IF.

AC Horsens og Silkeborg IF sparker 30. runde af 3F Superligaen i gang med dagens opgør på Nordstern Arena Horsens.

Kampen fløjtes i gang klokken 19.00, men AC Horsens byder allerede inden for i fanzonen fra klokken 15.00, og her vil der være et væld af aktiviteter for både børn og voksne.

Fanzonen er beliggende uden for fanbaren The Long Field Road, og her vil der være pannabane, hvor man kan udfordre klassekammerater, kolleger eller studiekammerater, og hvis man taber i det, så kan man altid udfordre vinderen i beerpong eller slå-søm-i.

Vejrudsigten siger 17 grader og solskin, og hvis man bare ønsker at hygge sig og nyde stemningen, så vil der være masser af borde, bænke og ståborde.

Der er Happy Hour mellem klokken 15.00 og 17.30 og lækker musik i højttalerne.

Sæsonen spidser til, og der resterer kun tre kampe, så nu gælder det om at komme på stadion og støtte ”de gule”.

Klik her for at købe billet til kampen.