Kaptajnen har rundet 250 kampe for AC Horsens

31.05.2023 12:14

Janus Drachmann rundede det flotte antal kampe i opgøret mod OB og bliver hyldet inden kampen mod Lyngby på Nordstern Arena Horsens.

Da Janus Drachmann startede inde mod OB på sin tidligere hjemmebane i fredags, var det hans kamp nummer 250 for AC Horsens, siden han debuterede den 23. august 2006 i pokalkampen mod Vildbjerg.

Hans første superligakamp var mod AaB den 13. maj 2007, og han karriere i AC Horsens målt fra debutkamp til foreløbig seneste kamp, strækker sig over 16 år og 276 dage, hvilket er ny rekord i AC Horsens.

Rekorden nappede han fra Søren Jochumsen, der dog spillede hele karrieren i AC Horsens, mens Drachmann var væk fra ”de gule” fra 2015 til 2021.

På alle tiders rangliste (HfS/AC) placerer det Drachmann på 18. pladsen (8. pladsen når kun spillere i AC Horsens medregnes). De 250 kampe fordeler sig med 124 i Superligaen, 95 i 1. division, 27 pokalkampe og fire kampe i Europa League.

Janus Drachmann bliver hyldet umiddelbart inden kampstart, når AC Horsens møder Lyngby lørdag den 3. juni klokken 14.00.

AC Horsens har halveret billetpriserne til det vigtige opgør. Klik her for at gå direkte til billetkøb.

Kilde: Hans Kleberg