U19 hentede to point i Esbjerg

01.05.2023 11:30

AC Horsens hentede et ekstra point i Esbjerg efter straffesparkskonkurrence.

AC Horsens’ U19-mandskab spillede lørdag 1-1 ude mod Esbjerg, hvor det efterfølgende blev til en sejr i straffesparkskonkurrencen. Andreas Hermansen i målet var storspillende, og derfor fik ”de gule” et ekstra point.

AC Horsens sad tungt på kampen, men der var chancer i begge ender. Esbjerg startede med en fin chance, men Hermansen tog sig sikkert af afslutningen. Kort efter sparkede Angelo snært forbi, og kort efter skulle Lasse Dahl have bragt ”de gule” i front, men afslutningen tog målmanden sig af.

Samme Lasse havde senere endnu et pænt forsøg, men denne gang blev bolden sendt over.

Hjemmeholdet bragte sig i front efter 18 minutter, hvor en opspilsfejl blev straffet. Det øgede presset på hjemmeholdets mål, og både Jashar og Victor havde store muligheder.

Det skulle dog først blive i 2. halvleg, at gæsterne fik scoret. En dyb bold fra Lukas Wagner sendte Lasse Dahl igennem alene med hjemmeholdets målmand, og denne gang var der mål.

AC Horsens fortsatte med at presse på, men skarpheden manglede.

I den anden ende blev der længere mellem hjemmeholdets angreb, og selv da Emil Rosenberg blev sendt i bad efter at have fået sit andet gule kort, var det stadig gæsterne som havde teten.

Kampen endte dog uden yderligere scoringer, og da AC Horsens vandt straffesparkskonkurrence, kunne de altså tage det ekstra point med hjem til Horsens.

Cheftræner Christian Hansen manglede de sidste procenter i dag:

- To point er som sådan okay, men vi har alt for mange situationer og muligheder, hvor vi mangler den sidste kvalitet. Det var lidt skuffende. I den anden ende laver vi også nogle fejl, blandt andet ved deres mål, som vi ikke plejer. De små procenter i koncentration og kvalitet, skal vi undgå at have for mange af, for det bliver straffet, som det også gjorde i dag, siger Christian Hansen og fortsætter:

- Hermansen og Luca var de bedste for os i dag. Der var rigtig mange fine ting, som vi kan og skal arbejde videre med, og det tager vi fat på fra mandag af. Nu går vi ind i en uge med Future Cup-kamp tirsdag mod FC København, og en hjemmekamp lørdag mod FC Midtjylland, så det bliver en fed uge, lyder det fra Hansen.

Esbjerg - AC Horsens 1-1 (1-0)
18' - 1-0 - Zamir Aliji
62' - 1-1 - Lasse Dahl (Lukas Wagner)

Straffesparkskonkurrence:

0-1 - Jetmir Beluli scorer
0-1 - EFB brænder
0-1 - Jashar Beluli brænder
0-1 - EFB brænder
0-1 - Victor Laursen brænder
1-1 - EFB scorer
1-2 - Nikolai Vestergaard scorer
1-2 - EFB brænder
1-2 - Lukas Wagner brænder
2-2 - EFB scorer
2-3 - Luca Ørsted scorer
2-3 - EFB brænder