AC Horsens forlænger med Anders K. Jacobsen
14.07.2023 08:00
Den stærke angriber har sat sin underskrift på en forlængelse frem til sommeren 2025.
For knap to år siden forstærkede AC Horsens truppen med Anders K. Jacobsen, og den rutinerede angriber har fra dag ét været en klar gevinst for ”de gule”.
Samarbejdet løb oprindeligt frem til næste sommer, men han har netop sat sin underskrift på en forlængelse af aftalen, så den nu løber frem til sommeren 2025.
Anders K. Jacobsen har scoret 17 mål i 60 kampe, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård er rigtig glad for, at klubben også fremover får glæde af den dygtige angriber.
- På nuværende tidspunkt har vi sagt farvel til flere dygtige spillere, så det er selvfølgelig vigtigt for os, at en af vores profiler har committet sig til klubben de kommende to år. Anders K. Jacobsen bliver en vigtig brik i jagten på oprykning i denne sæson, for han er altid god for mål, og han er en hårdtarbejdende angriber, der spiller i holdets tjeneste. Han er med til at sætte en høj standard på træningsbanen og i omklædningsrummet, og han arbejder og lever efter værdier, vi sætter pris på i AC Horsens, så vi er glade for, at vi kan fortsætte det gode samarbejde, siger Niels Erik Søndergård.
Anders K. Jacobsen trives på Langmarksvej, og han vil gøre alt for at hjælpe klubben tilbage til 3F Superligaen i den kommende sæson.
- Først og fremmest har jeg valgt at forlænge min aftale, fordi jeg er glad for at være i AC Horsens, og jeg deler klubbens ambition om, at vi skal spille superligafodbold igen om et års tid. Der er andre gode hold i rækken, så som gruppe skal vi yde vores maksimale for, at det kan lade sig gøre, men vi har kvaliteten til at rykke op, og det vil jeg gerne være en del af, siger Anders K. Jacobsen.