AC Horsens lejer brasiliansk raket i IFK Norrköping
21.07.2023 10:00
Jean Carlos de Brito skal repræsentere ”de gule” i denne sæson.
AC Horsens har endnu engang forstærket sig, og denne gang er der tale om Jean Carlos de Brito, der er lejet i IFK Norrköping på en aftale, der indeholder en købsoption.
Den 28-årige brasilianer har spillet i Skandinavien de seneste fire et halvt år, og han kender Joakim Persson fra deres fælles fortid i Varbergs BoIS FC, hvor han gjorde det så godt, at han blev solgt videre til IFK Norrköping.
Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over den brasilianske tilgang.
- Joakim Persson kender Jean Carlos de Brito særdeles godt og har anbefalet ham, hvilket er et stort plus. Vi får en spiller, der kommer til AC Horsens med ekstrem fart og gode fysiske forudsætninger, og han har en dejlig personlighed, der passer godt ind vores omklædningsrum. Derudover kender han til forholdene på og uden for banen efter godt fire år i skandinavisk fodbold, og det er også en fordel i forhold til at få ham integreret i AC Horsens, fortæller Niels Erik Søndergård.
Cheftræner Joakim Persson glæder sig til gensynet med Jean Carlos de Brito.
- Jean Carlos de Brito kan spille back, wingback og kant, og han er en spiller med en fin indlægsfod, han er god med bolden, og han har en utrolig fart, så han kan drive bolden 50-60 meter på egen hånd. Han er en af de bedste spillere, jeg har været træner for, og jeg har relativt store forventninger til ham, men vi har selvfølgelig også fuld forståelse for, at han skal have tid til at ramme sit topniveau. Uden for banen er han en fantastisk fyr, der taler godt engelsk og hurtigt vil falde til, siger Joakim Persson.
Jean Carlos de Brito er sulten efter at komme i gang med sin nye tilværelse på Langmarksvej, og han glæder sig til at blive en del af AC Horsens.
- Jeg har talt med Joakim om AC Horsens, og han fortalte mig om klubben og ambitionerne, og jeg er kommet for at hjælpe klubben tilbage til den bedste række. Jeg vil gerne prøve en ny udfordring i mit fodboldliv, og jeg er glad for, at jeg har valgt AC Horsens som mit nye ”hjem” efter at have set stadion og de gode faciliteter, siger Jean Carlos de Brito.