AC Horsens sælger Jonas Gemmer til Hvidovre IF
16.07.2023 13:00
Midtbanespilleren skifter med øjeblikkelig virkning.
AC Horsens har solgt Jonas Gemmer til Hvidovre IF, og han har haft sit sidste træningspas på Langmarksvej, for han skifter med øjeblikkelig virkning.
Jonas Gemmer har spillet for AC Horsens ad flere omgange siden januar 2016, hvor han for første gang blev hentet ind på et lejeophold fra FC Midtjylland, og han har i denne omgang været en del af ”de gule” siden januar 2020.
I alt er det blevet til 143 kampe og syv mål med AC Horsens-logoet på brystet, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård takker ham for indsatsen på Langmarksvej.
- Jonas Gemmer har været en del af AC Horsens gennem lang tid, og han har altid været en loyal holdkammerat og utrolig vellidt i omklædningsrummet. Han har spillet mange gode kampe i den gule trøje og bidraget til et godt træningsmiljø, og det skal han have stor tak for. Han har haft et ønske om at komme tilbage til Københavnsområdet, og nu opstod mulighed for at skifte til Hvidovre IF. Vi har valgt at imødekomme hans ønske, og det har vi blandt andet gjort, fordi vi har hentet Albert Ejupi. Vi ønsker Gemmer alt det bedste, siger Niels Erik Søndergård.
Jonas Gemmer lægger ikke skjul på, at det er vemodigt at tage afsked med de vante rammer på Nordstern Arena Horsens.
- Der har været op- og nedture, oprykning og nedrykning i min tid i AC Horsens, men alt i alt har det været en fed tid med gode gutter og et fantastisk omklædningsrum, og det er noget, jeg altid vil huske tilbage på. Det er nærmest mit andet hjem, jeg forlader, men jeg glæder mig til at komme væk fra de vante rammer og få nye udfordringer, og så betyder det også meget, at jeg fortsat skal spille superligafodbold, siger Jonas Gemmer, der er født og opvokset i Hvidovre.
Foto: Reese Studios