AC Horsens søger værtsfamilier

25.07.2023 11:36

Har din familie lyst og overskud til at have en akademispiller boende? Så har I muligheden nu.

Talentudviklingen i AC Horsens kører på skinner, og det er blevet attraktivt at blive en del af Akademiet – også for spillere uden for postnummer 8700.

Derfor søger AC Horsens værtsfamilier, som vil have en ung fodboldspiller boende, og familien skal være bosiddende i – eller i nærheden af – Horsens Kommune og have gode transportmuligheder til Nordstern Arena Horsens og uddannelsesinstitutionerne omkring stadion – enten med offentlig transport eller via cykel.

Akademispilleren har brug for et værelse og en værtsfamilie, som sørger for fuld forplejning og er indforstået med, at han kommer til at bruge mange vågne timer på fodbold og uddannelse, og det vil derfor være begrænset, hvor mange timer han er hjemme til hverdag.

Det er vigtigt for en akademispiller med trygge og ordentlige rammer i en struktureret hverdag, så han får de bedste muligheder for at udvikle sig som menneske og fodboldspiller, så værtsfamilierne er en vigtig del af Akademiet.

Har din familie lyst til at være værtsfamilie for et gult talent eller har du lyst til at vide mere? Så kontakt sports- og talentchef Niels Erik Søndergård på [email protected] eller Head of Coaching Claus Troelsen på [email protected]

Billedet blev taget en dag, hvor Matej Delac besøgte Tina og Bo Christensen, der er værtsfamilie for Oliver Bjerregaard, som er målmand på Akademiet.