Gult premierenederlag i Kolding

23.07.2023 15:00

AC Horsens førte 1-0, men Kolding IF kom tilbage og vandt med 2-1 i en kamp, hvor der i perioder var gode spillemæssige takter fra gæsternes side.

AC Horsens åbnede sæsonen med kampen i Kolding, og det var gæsterne i de gule trøjer, der kom bedst fra land.

I det ottende minut fandt Alagie Saine Jakob Ankersen ved bageste stang, og han forsøgte sig med en hård afslutning, men målmanden greb godt ind. Et par minutter senere var Ankersen manden bag en fin stikning i dybden til Anders K. Jacobsen, men keeperen kom godt ud i situationen.

Det var en periode, hvor AC Horsens trykkede godt på og havde bolden i eller omkring værternes felt, men det gav desværre ikke bonus.

Kolding IF viste tænder i det 25. minut, da Dalton Wilkins skar ind i banen og trykkede af, men Matej Delac, der bag anførerbindet i dag, kvitterede med en flot redning.

Der var godt gang i de gule fans i udebaneafsnittet, og de fik noget af juble af i det 33. minut, da Aron Sigurdarson scorede direkte på frispark.

Anders K. Jacobsen havde bolden i netmaskerne i det 42. minut, men han var lige nøjagtig offside.

Syv minutter inde i 2. halvleg afsluttede Aron Sigurdarson en flot omstilling, der efterlod både Elijah Just og Jakob Ankersen i græsset, men målmanden kom godt ned til foden af stolpen.

Tre minutter senere var der anderledes effektivitet i den anden ende, da Thomas Mikkelsen headede bolden i kassen til 1-1.

Frederik Heiselberg og Aron Sigurdarson havde efterfølgende et par gode forsøg, men uden at få netmaskerne til at blafre. Det kunne Thomas Mikkelsen til gengæld et kvarter før tid, da han scorede tæt under mål.

AC Horsens forsøgte at presse på i slutminutterne, men det var værterne, der kunne glæde sig over tre point.

Cheftræner Joakim Persson gav debut til Jakob Ankersen og Alagie Saine, der begge var i startopstillingen, og Frederik V. Kristensen, Edminson Santos og Frederik Heiselberg kom også ind til deres debut.

Klik her for at læse mere om kampen på Horsens Folkeblads hjemmeside.

AC Horsens spiller på udebane igen i næste runde, når turen går til Aalborg, og kampen fløjtes i gang lørdag den 29. juli klokken 14.00.

Kolding IF – AC Horsens 2-1 (0-1)
0-1 Aron Sigurdarson (33.)
1-1 Thomas Mikkelsen (55.)
2-1 Thomas Mikkelsen (75.)

AC Horsens: Delac, Buus, Kiilerich, Ludwig, Saine (Santos, 78.), Ankersen, Kruse (Kristensen, 73.), Opondo (Lassen, 73.), Sigurdarson, Just (Heiselberg, 63.), Jacobsen.

Kolding IF: Petersen, Wilkins Nørager, 69.), Trier, Tjørnelund, Kiilerich, Vestergård, Kudsk (Sommer, 46.), Jespersen (Beck, 69.), Sommer, Ngongo (Denius, 84.), Mikkelsen (Kristensen, 80.).

Advarsel, AC Horsens: Ludwig (12.), Just (46.), Kristensen (78.), Heiselberg (89.)

Advarsel, Kolding IF: Ngongo (38.), Sommer (65.)

Tilskuere: 2.104

Dommer: Jonas Bøgelund