AC Horsens sælger David Kruse til Valenciennes FC
10.08.2023 16:00
Den dynamiske midtbanespiller fortsætter karrieren i fransk fodbold.
AC Horsens har solgt David Kruse til Valenciennes FC i den næstbedste franske række, og han skifter med øjeblikkelig virkning.
21-årige David Kruse spillede i Sole IF og Hedensted IF, inden han skiftede AC Horsens som U13-spiller, og han har repræsenteret samtlige akademihold inden gennembruddet på førsteholdet.
Han har siden etableret sig som superligaspiller og har opnået fem ungdomslandskampe, men nu er tiden kommet til næste kapitel i karrieren.
- David Kruse er endnu en spiller, vi har udviklet til at blive interessant for udlandet, og det har været en fornøjelse at følge hans udvikling hele vejen op gennem Akademiet og til at blive førsteholdsspiller i AC Horsens og U21-landsholdsspiller. Han har haft en drøm om at komme til udlandet, og Valenciennes FC har vist vedvarende interesse hen over sommeren. Vi er blevet enige om en fin transfer, og det bliver utroligt spændende at følge ham i fransk fodbold. Kruse har altid været en god repræsentant for klubben på og uden for banen, og vi ønsker ham alt det bedste, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.
David Kruse satte kursen mod Frankrig onsdag aften, og han glæder sig til at forfølge sin drøm som udlandsprofessionel.
- Jeg kom til AC Horsens som U13-spiller og skulle lære at spille elitefodbold, så jeg har fået hele min fodboldopdragelse i klubben og har været enormt glad for at være der. Jeg har fået mange gode bekendtskaber og har nydt at møde ind hver dag for at spille fodbold, og det har været med til at forme mig som menneske og spiller, hvilket jeg er taknemmelig for. Nu har jeg fået en god mulighed for at prøve mig af og se, hvor langt jeg kan drive det, og det er et fint step for mig. Det bliver spændende med udlandet og en ny fodboldkultur, og det er en drøm, der går i opfyldelse, siger David Kruse.
Foto: Reese Studios