AC Horsens tilknytter Gabriel Kehinde Victor

29.08.2023 11:00

Den unge nigerianer har skrevet under på en etårig aftale med ”de gule”.

AC Horsens har efter en succesfuld prøvetræning tilknyttet venstre backen Gabriel Kehinde Victor, der tiltræder med øjeblikkelig virkning på en kontrakt frem til sommeren 2024.

Gabriel Kehinde Victor blev en del af FC Midtjyllands akademi for to år siden, og han har været ude med en lårbensskade i en længere periode, men han er for længst tilbage i fuld træning.

Han har i en lille uges tid været med på træningsbanen på Langmarksvej, og her har han overbevist om sine kvaliteter.

- Vi har indgået en aftale, så vi kan se hinanden lidt an, men Gabriel har set spændende ud til træning. Han kommer ikke nødvendigvis til at indgå i startopstillingen fra dag ét, men han har en fin samlet pakke, og vi skal sammen arbejde på at indfri hans potentiale, siger sportschef Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Joakim Persson giver Gabriel Kehinde Victor følgende skudsmål:

- Gabriel har gjort et fint indtryk til træning, og han er en spændende type med sin gode venstre fod, fart, fysik og store potentiale, lyder det fra den svenske cheftræner.

Gabriel Kehinde Victor er allerede kommet godt i gang med tilværelsen i AC Horsens.

- Jeg føler mig allerede godt tilpas i AC Horsens, og det føles som det helt rigtige skridt for mig og min udvikling. Truppen ser stærk ud, og spillere og trænere har taget rigtig godt imod mig, siger Gabriel Kehinde Victor.

Foto: FCM