Træningslejr for de ældste akademihold i fantastiske rammer

10.08.2023 17:42

Skagen Kultur- og Fritidscenter var en fremragende base for de gule talenter.

I mange eliteklubber er der indbygget en træningslejr i opstarten, og sådan er det også i AC Horsens, hvor U17 og U19 har været helt oppe i det nordlige Jylland for at forberede sig på kampene i landets bedste række.

Det var Skagen Kultur- og Fritidscenter, der skabte rammen om træningslejren, og alt fungerede upåklageligt.

AC Horsens har flere gange deltaget i Skaw Cup i Skagen, men stævnet blev aflyst i tiden med COVID-19, og i stedet begyndte ”de gule” at tage på træningslejr deroppe, hvilket efterhånden er blevet en tradition.

- Vi kan se tilbage på en fantastisk træningslejr med fremragende baner, rigtig god mad og fine overnatningsmuligheder for spillerne, der havde adgang til styrkerum og svømmehal. Derudover blev vi flot behandlet af det imødekommende personale, og der skal lyde en særlig tak til Christian Mose Sørensen, siger Head of Coaching Claus Troelsen.

Der blev både trænet og spillet træningskampe mod Viborg og Vejle, og det var udbytterigt at være så intenst sammen i flere dage.

- Vi havde vel 10 ressourcepersoner med i Skagen, og det var lige fra trænere til specialister, fysisk træner og fysioterapeut. Det gav os mulighed for at lave mere taktisk, individuel og opdelt træning. Vi var afsted fra fredag i uge 29 til torsdag i uge 30, og det rystede os godt sammen på det sociale plan. Der var også god tid til, at trænerne kunne afholde spillersamtaler. Alt i alt har det igen været en super træningslejr, siger Claus Troelsen.