Stor interesse for at hjælpe AC Horsens med scouting
03.10.2024 04:24
AC Horsens ønsker at opgradere scoutingen og identificeringen af dygtige spillere i Midt- og Østjylland, og klubben har modtaget 25 ansøgninger. Det første møde med de nye scouts er allerede blevet afholdt, og den interne uddannelse er i gang.
Der er mange børnespillere i Horsens Kommune, og AC Horsens har fået etableret et rigtig godt setup, så klubben har et godt overblik over talentmassen i Horsens og omegnsbyerne.
AC Horsens har en klar strategi om at uddanne akademispillere til førsteholdet, og klubbens scouts er vigtige, for de har de første øjne på børn i området. I første omgang handler det om udtagelse til ATK+ Center og når U13-truppen er udtaget, så holder klubbens scouts øje med, om spillerne fortsat udvikler sig i samarbejdsklubberne, selvom de kan være valgt fra i første omgang.
AC Horsens har netop søgt scouts til børne- og ungdomsfodbold, og klubben har modtaget 25 ansøgninger.
Der er stor fokus på at integrering og uddannelse af de gule scouts.
- Der har været en del ansøgninger i forbindelse med vores søgning efter nye scouts. Vi har et ønske om at løfte vores scoutingområde, og i den forbindelse har vi skruet op for antallet af scouts. Ud over det har vi sikret en vis kvalitet hos vores ansøgerfelt ved at give dem en intern uddannelse, inden de begynder rollen som scout hos os. Vi har valgt en gruppe scouts med stor diversitet, så vi bedst muligt kan løse vores opgaver, siger Mahmoud Dirawi, der er rekrutteringsansvarlig for U10-U16.
- Vores anden kursusdag med ansøgerne gik rigtig fint. Her fik de en masse viden omkring vores Talent ID efterfulgt af praktik på vores ATK+ center. Faglig udvikling/uddannelse er noget vi prioriterer og ser som en vigtig del i vores forskellige roller på Akademiet – specielt også indenfor scoutingområdet som kan være en vanskelig og kompleks opgave i talentudviklingen, lyder det fra Dirawi.
Der er lagt en plan for de forskellige scouts, der snart skal ud i marken og se en masse fodbold.
- Den næste proces byder på scouting i store dele af Jylland med løbende samtaler og drøftelser, omkring de spillere vi får set. Næste uddannelsesdag for vores scouts bliver den 1. november 2024. Det er en kerneværdi for os, at vores scouts hele tiden er ajourført og har kompetencer indenfor feltet. Derfor afholder vi tre-fem uddannelsesdage om året med vores scouts, forklarer Mahmoud Dirawi.
Hvis du har lyst til at hjælpe AC Horsens med scouting, så kontakt endelig Mahmoud Dirawi på [email protected].