Away: Tag med bussen til årets sidste kamp
11.11.2024 12:22
AC Horsens arrangerer udebanetur til efterårssæsonens sidste kamp, når ”de gule” skal en tur til Kolding fredag den 29. november.
Der resterer to kampe i efterårssæsonen, og næste opgave for ”de gule” er hjemmekampen mod HB Køge søndag den 24. november klokken 15.00.
Fredagen efter runder AC Horsens året af med kampen mod Kolding IF på Autocentralen Park i Kolding, og forhåbentlig vælger mange gule fans at tage med på turen nøjagtig som i den seneste kamp mod OB i Odense.
Der vil være mødetid foran The Long Field Road klokken 16.45, og bussen er tilbage ved Nordstern Arena Horsens igen omkring klokken 22.30.
Prisen er 200 kroner for voksne, 180 kroner for pensionister og studerende og 150 kroner for børn.
Er du sæsonkortholder Plus+, Premium eller medlem af Alliancen, så husk at du får 10% rabat på turen ved at indtaste din stregkode i rabatfeltet.
Sidste frist for tilmelding er onsdag den 27. november klokken 12.00.