Kristian Høeg-Petersen stopper som Head of Coaching

05.11.2024 09:05

Efter mere end 14 års tro tjeneste og en altid dedikeret indsats på Langmarksvej sadler Kristian Høeg-Petersen om og bliver lærer på Højvangskolen.

AC Horsens tager efter denne måned afsked med en dygtig og afholdt medarbejder i form af Kristian Høeg-Petersen, der har valgt at søge nye udfordringer uden for fodboldens verden.

Kristian Høeg-Petersen begyndte i AC Horsens-regi som træner på Talentskolen tilbage i 2010 og har siden fungeret som assistenttræner, cheftræner, fodboldfaglig leder på DBU TOP-center, ungdomsudviklingstræner og Head of Coaching.

Akademichef Martin Bloch anerkender Kristian Høeg-Petersens ønske om at prøve noget andet, men han ærgrer sig over at sige farvel til en stor kapacitet og vellidt kollega.

- Det er uden tvivl et stort tab for Akademiet, at Kristian har valgt at søge nye udfordringer – samtidig har vi dog stor respekt for hans valg og hans motivation for et job uden for fodboldverdenen. Kristians indsats, flid og faglighed omkring talentudviklingen i AC Horsens og byen generelt kan på ingen måde underkendes. Kristian har en kæmpe andel i den flotte udvikling, Akademiet har været igennem siden 2015, hvor man for alvor igangsatte genopbygningen af akademiet – kulminerende med ligastatus til AC Horsens i 2020. Ingen tvivl om at Kristian – med hans stærke menneskelige kerneværdier bliver en gevinst for sin kommende arbejdsgiver, hvor vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, siger Martin Bloch og fortsætter:

- Vi har som organisation nu igangsat en målrettet proces i forhold til at finde den rigtige profil til rollen som Head of Coaching på Akademiet – en klar nøgleposition indenfor det fodboldfaglige område – som har evnerne til at udvikle vores i forvejen dygtige akademitrænere samt vedligeholde og fremtidssikre vores stærke træningsindhold og metodik, lyder det fra Bloch.

Kristian Høeg-Petersen glæder sig til den nye udfordring, men ser tilbage på en god tid i AC Horsens.

- Jeg har fået mange gode oplevelser i AC Horsens i de sidste 14 år, og jeg har nydt at være en del af klubben, men tiden er kommet til, at jeg har brug for en ny udfordring i mit liv, og jeg holder en frivillig pause fra fodbold. Jeg har været ansat i forskellige roller og skylder en stor tak til de mennesker, der har troet på mig, og jeg vil også gerne sige tak til de ledere, trænere, forældre og spillere, jeg har mødt på min vej. Jeg har enormt mange gode minder fra min tid i AC Horsens, siger Kristian Høeg-Petersen.