Abdul Moro bliver en fast del af førsteholdstruppen

10.12.2024 09:00

Den 18-årige ghaneser har imponeret stort på Langmarksvej siden ankomsten i sommer, og han bliver rykket permanent op i førsteholdstruppen fra årsskiftet.

AC Horsens har siden i sommer målrettet og ambitiøst og med en klar strategi arbejdet hårdt for at styrke det sportslige niveau og organisationen omkring klubbens hold i U19 Ligaen – Young AC Horsens – og det begynder allerede at bære frugt på flere områder.

Flere af de talentfulde spillere på Young AC Horsens træner jævnligt med førsteholdstruppen, og det er blandt andre Abdul Moro, der fra årsskiftet bliver en permanent del af Martin Retovs trup.

AC Horsens har en velorganiseret og detaljeret scoutingoperation, der blandt andet finder talentfulde spillere i Vestafrika, og Abdul Moro skiftede netop fra en klub i vestafrikanske Ghana i sommer.

Sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over, at Moro har udviklet sig så godt på Langmarksvej, at han efter kort tid tager skridtet op i førsteholdstruppen.

- For det første fortæller det noget om, at der er noget substans og grundighed i vores scouting, når vi kan hente en spiller op i førsteholdstruppen efter under et halvt år i klubben, og for det andet fortæller det noget om vores gode miljø og evne til at integrere spillere, der har en baggrund i en anden kultur. Abdul Moro er trods sin unge alder en moden 6’er og et fysisk pragteksemplar, der med sit overblik og stærke teknik er en dygtig spilfordeler. Der er selvfølgelig fortsat et stort udviklingspotentiale, men han har allerede nu en spændende pakke og kommer til at gøre sig gældende på førsteholdet, siger Esben Hansen.

Abdul Moro får trøje nummer 16.