AC Horsens inviterer samarbejdsklubber til børnefodboldmøde

02.12.2024 11:56

Der vil blandt andet være fokus på det gode børnemiljø, funktionen som børneudviklingstræner og aktiviteterne for andet halvår 2025.

Tirsdag den 10. december klokken 18.00 og et par timer frem vil The Long Field Road danne rammen om et børnefodboldmøde, hvor omdrejningspunktet vil være det gode børnefodboldmiljø.

Aftenen vil blandt andet byde på oplæg og gode debatter, og Peter Davies og Mark Russell fra DBU vil fortælle om børnemiljøet med fokus på børneudviklingstræneren og dennes rolle på træningsbanen.

- Vi har valgt at invitere alle klubber i Insero Klubsamarbejdet til det her spændende møde for at få knowhow i forhold til, hvordan et godt børnemiljø kan være - blandt andet ud fra DBU’s børnesyn. Vi får også input til, hvad det betyder at have en børneudviklingstræner, og hvad mulighederne er for at tilknytte en. Rent praktisk vil vi også komme ind på, hvordan man kan få gavn af en børneudviklingstræner på og uden for banen, siger AC Horsens’ børneudviklingstræner Andreas Koefoed Petersen.

Aftenen byder også på en oversigt over tilbud og aktiviteter i Insero Klubsamarbejdet for det første halvår 2025.

- Vi har mange spændende ting og tiltag på programmet, og vi kan allerede nu sige, at vi gentager succesen med åben målmandstræning, for det overgik alles forventninger med 62 deltagere. Vi vil også tilbyde åben træning for alle spillere, og det bliver sandsynligvis med et tema for hver træning. Vi kommer også på banen med andre gode tilbud til vores samarbejdsklubber, lyder det fra Andreas Koefoed Petersen.

Der vil være god mulighed for at netværke samarbejdsklubberne imellem, men selvfølgelig også med trænere og ledere fra AC Horsens. 

Seneste frist for tilmelding er torsdag den 5. december 2024 via dette link: https://forms.office.com/e/ZBjZSxctVD