AC Horsens fortsætter oprustning og køber talentfuld midtbanespiller i Næstved
03.01.2024 15:03
Julius Madsen glæder sig til at blive en del af projektet på Langmarksvej, og han har skrevet under på en fireårig kontrakt.
Lige inden jul kunne AC Horsens offentliggøre forlængelsen med kulturbæreren og anføreren Matej Delac, og nu har ”de gule” forstærket truppen ved at købe Julius Madsen fri af kontrakten med Næstved Boldklub, og den stærke midtbanespiller tiltræder med øjeblikkelig virkning.
Han møder derfor ind sammen med resten af truppen i morgen, når AC Horsens tager hul på opstarten med årets første træningspas.
Julius Madsen er Næstved-dreng, men han tog i en tidlig alder til FC Midtjylland, hvor han gik i skole og spillede fodbold. Siden gik turen til SønderjyskE, hvor han spillede U17, og som 17-årig skrev han kontrakt med Næstved Boldklub.
Han har udviklet sig til at være en stor profil på Næstved-mandskabet, og han er en alsidig spiller, der både kan spille centralt og på kanten.
- Julius Madsen er en ung og talentfuld spiller, der har gjort det rigtig godt i Næstved, og han har et stort potentiale, som vi sammen skal forløse i vores gode miljø. Han er dedikeret, hårdtarbejdende og en god pasningsspiller, og vi er ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for os. Vi har haft en rigtig god dialog med ham, og han glæder sig til at blive en del af vores projekt, siger AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.
Julius Madsen glæder sig til fremtiden i den gule trøje.
- Jeg har valgt at skifte til AC Horsens, fordi det er en stor og fuldtidsprofessionel klub, og det er et perfekt step for mig i min karriere. AC Horsens har et godt setup med dygtige spillere og trænere, og det er rigtig godt for min udvikling, at der nu bliver stillet endnu højere krav til mig. Jeg har haft en fantastisk dialog med de nye ejere og Niels Erik Søndergård, og jeg glæder mig til at blive en del af klub, der er på vej i en god retning. Projektet lyder rigtig spændende, og på kort sigt vil jeg hjælpe holdet med at skabe resultater, så vi kan komme tilbage til Superligaen, og på længere sigt håber jeg på at blive et godt salg, så jeg kan betale tilbage til AC Horsens, siger Julius Madsen.