
30.01.2024 07:59
AC Horsens har indgået en aftale med Aarhus Fremad om et skifte for Lukas Wagner, der med øjeblikkelig virkning skifter til klubben, der overvintrer på en tredjeplads i 2. division.
Dermed bliver det ikke til flere kampe i den gule trøje for Lukas Wagner, der nåede syv kampe for førsteholdet i AC Horsens.
Lukas Wagner snørede sine første fodboldstøvler i Hatting-Torsted, der er en del af Insero Klubsamarbejdet, og han blev en del af Talentskolen, inden han de efterfølgende år repræsenterede samtlige hold på Akademiet.
- Lukas Wagner er en rigtig god fyr og en dygtig midterforsvarer, og han har taget store skridt i sin udvikling, men han har brug for mere kontinuerlig spilletid, end vi kan tilbyde i øjeblikket. Vi har haft en positiv dialog med Aarhus Fremad, og vi sender Wagner afsted med de bedste anbefalinger, siger AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.