AC Horsens styrker organisationen med Deputy Head of Football Operations.

24.02.2024 08:05

Ansættelsen af Steffen Nielsen styrker det sportslige setup. Kristian Nielsen bevarer det overordnede sportslige ansvar som administrerende direktør og sportschef.

Steffen Nielsen har været ansat i OB i mange år og har senest fungeret som assisterende fodbolddirektør.
 
AC Horsens har været igennem en grundig rekrutteringsproces med flere kvalificerede kandidater, men valget faldt på Steffen Nielsen.
 
- Vi arbejder hele tiden på at optimere forholdene på og uden for banen, og ansættelsen af Steffen Nielsen er endnu et stort skridt i retning af at styrke vores organisation. Han kommer med mange års erfaring fra OB, han har de rette kompetencer og et godt netværk, og vi har fået gode anbefalinger på ham. Vi har været igennem en grundig proces, og vi tror på, at det bliver et godt match, siger AC Horsens' administrerende direktør Kristian Nielsen.
 
Steffen Nielsen starter som Deputy Head of Football Operations i AC Horsens med første arbejdsdag i dag, og han får en koordinerende rolle i forhold til kontrakter, klublicens, scouting, dialog med agenter, data, analyse og tæt samarbejde med forskellige specialister.

- AC Horsens er i gang med et spændende og langsigtet projekt med fokus på at skabe et bæredygtigt og ambitiøst fodboldprojekt, hvilket tiltaler mig. Jeg ser det som en intern styrke, at man er klar over, at tingene skal foregå i det rigtige tempo. Der ligger et stort arbejde forude, og jeg ser frem til opgaven med stor respekt, siger Steffen Nielsen.

Foto: Nicolai Berthelsen