Gult nederlag mod effektivt svensk mandskab

09.02.2024 16:17

AC Horsens tabte med 0-2 til svenske Kalmar FF.

Kalmar FF, der i den forgangne sæson sluttede på sjettepladsen i den bedste svenske række, kom bedst fra land i dagens træningskamp mod AC Horsens og havde bolden mest i 1. halvleg, men det var AC Horsens, der kom frem til kampens første mulighed. ”De gule” erobrede bolden højt oppe på banen, og Simon Becher fandt Jakob Ankersen inde foran mål, men det fik AC Horsens kun et hjørnespark ud af.

Fire minutter senere bragte Kalmar FF sig foran efter en situation, hvor AC Horsens var ude af balance. Bolden blev slået ud i venstresiden og derfra ind foran kassen, hvor bolden blev sendt i mål med hiv og sving.

Det var en 1. halvleg, hvor AC Horsens præsenterede godt som hold rent defensivt og lukkede godt ned for et Kalmar FF-hold, der gerne vil have bolden og er gode med bolden. Det svenske mandskab formåede at score på halvlegens eneste chance, mens ”de gule” med lidt mere skarphed på den sidste tredjedel kunne have fået mere ud af tre-fire omstillinger.

AC Horsens kom mere aggressivt ud fra pausen, og det var tæt på at give bonus i det 58. minut, da Alagie Saines gode forarbejde resulterede i en udmærket mulighed for Julius Madsen, men hans skud strøg lige forbi mål.

I en periode på 15-20 minutter i 2. halvleg pressede AC Horsens svenskerne i bund og havde mange spillere med fremme, hvilket førte til mange indlægssituationer og 50/50-dueller, og det er marginaler, der gjorde, at Joakim Perssons mandskab ikke fik mere ud af det.

I det sidste kvarter dalede AC Horsens i niveau, og den tidligere AC Horsens-spiller Jacob Trenskow lukkede kampen efter flot et-to spil.

AC Horsens: Delac, Lassen, Stanisic, Ludwig, Ekeroth (Roslyng, 81.), Kristensen (Toftegaard, 46.), Saine, Madsen, Larsen (Frederiksen, 81.), Ankersen (Nehmé, 46.), Becher (Traore, 81.)