AC Horsens styrker Akademiet igen: Ansætter Head of Coaching på fuldtid

08.03.2024 08:00

Kristian Høeg-Petersen bliver Head of Coahing og dermed sportslig ansvarlig for U15-U17.

AC Horsens arbejder hele tiden på at skærpe talentudviklingen på Akademiet, og nu har klubben taget endnu et markant skridt mod at gøre betingelserne endnu bedre.

Martin Bloch har hidtil varetaget rollerne som både talentchef og Head of Coaching, men han skal alene varetage rollen som akademichef fremadrettet med det overordnede sportslige/strategiske ansvar for Akademiet.

Rollen som Head of Coaching overtager Kristian Høeg-Petersen, der indtil nu har været ungdomsudviklingstræner og tidligere har haft ansvaret for ATK+ center Horsens.

Kristian Høeg-Petersen bliver dermed sportslig ansvarlig for U15-U17, mens U19 hører under Martin Bloch.

- Jeg skal sparre med trænerne i forhold til det fodboldfaglige og spillernes individuelle udvikling, og vi kommer til at tale om træningsmetoder, spillestil, individuel træning, holdtræning og mange andre spændende ting. Jeg skal også være med til at videreudvikle vores spillestil, siger Kristian Høeg-Petersen, der blandt andet er uddannet med UEFA A-youth og godt i gang med en lederuddannelse.

Han har gennem knap 14 år haft mange forskellige roller på Akademiet, og han har kørt et tæt parløb med specielt Claus Troelsen gennem de seneste seks år.

- Jeg har været med til at bygge en del op på Akademiet, og det har været en fed rejse sammen med Claus Troelsen og andre dygtige trænere og ledere på Akademiet, og jeg er glad for, at jeg også i min nye rolle som Head of Coaching får en rolle i forhold til at præge Akademiet. Jeg er glad for og stolt over, at klubben har peget på mig, og jeg er glad for, at jeg fortsat skal være en del af en god gruppe. Vi er langt fra i mål, men vi er på en god vej, og jeg glæder mig til at fortsætte rejsen, siger Kristian Høeg-Petersen.

Martin Bloch glæder sig over, at Kristian Høeg-Petersen har sagt ja til rollen som Head of Coaching.

- Med det klare mål om at udvikle Akademiet til de næste niveauer nationalt og internationalt samt et ønske om kontinuitet på dygtige medarbejdere på Akademiet er Kristian en logisk ansættelse som Head of Coaching, siger Martin Bloch og fortsætter:

- Kristians stærke fodboldfaglighed, hans historik/indsigt i opbygningen af akademiet de seneste seks år som fuldtidsansat på Akademiet, og frem for alt hans veludviklede relationelle kompetencer i hans lederskab gør ham yderst egnet til opgaverne i denne rolle. I samarbejdet med vores talentudviklere på U15-U17, bliver han en skarp faglig sparring i dagligdagen på træningsbanen – lige fra trænerudvikling, træningsplanlægning samt individuel udvikling af vores spillere. Ansættelsen er endelig en klar prioritering om ledelse tæt på vores trænere, derudover at udvikle et attraktivt fagligt trænermiljø for dygtige talentudviklere – og alt i sidste ende til gavn for udviklingen af dygtige akademispillere til udlandet eller førsteholdet i AC Horsens, lyder det fra Martin Bloch.

Ansættelsen af Kristian Høeg-Petersen betyder, at AC Horsens er i gang med processen om at finde klubbens kommende ungdomsudviklingstræner.