Brandvarme Beluli: Fedt at få tillid til at kunne gøre en forskel

22.03.2024 12:48

Jashar Beluli scorede sit første mål for AC Horsens’ førstehold mod B.93 i lørdags, og i går fulgte han op med tre mål og en assist i 4-0 sejren over FC Fredericia.

Glæden og forløsningen var stor for Jashar Beluli lørdag den 16. marts, da han scorede til 2-3 for AC Horsens i kampen mod B.93, for det var hans første mål for førsteholdet, som han har repræsenteret ni gange.

Han blev skiftet ind i det 73. minut, og i det 89. minut sendte han bolden i netmaskerne.

- Det var først og fremmest fedt at få tilliden til at kunne gøre en forskel, og det var så fedt at score. Jeg fik bare besked på at spille mit spil og gøre som aftalt, for skulle der nok opstå chancer, og så var det op til mig at udnytte det, fortæller Jashar Beluli, der husker målet således:

- Vi generobrer bolden midt på banen og godt forarbejde af Anker, VK og Saine gav mig chancen, og så skulle jeg bare sparke på den første gang, lyder det fra Beluli.

I går var den 19-årige angriber på pletten igen med hele tre mål og en enkelt assist i 4-0 sejren var FC Fredericia.

- Jeg er inde i en stime, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at fortsætte stimen, når det gælder de ”rigtige” kampe. Det giver et kæmpe boost af selvtillid, men jeg har altid haft selvtillid, for jeg har scoret masser af mål på akademiholdene. Nu skal jeg tage det med videre og gøre alt for at blive ved med at score på seniorplan, og der skal fortsat arbejdes hårdt, siger Jashar Beluli.

Han har altid været en notorisk målscorer og bomber stadig mål ind på U19-holdet, og nu er han godt i gang med at tage det vigtige skridt fra Akademiet til førsteholdet.

Jeg har udviklet mig meget i den seneste periode, hvor jeg har forbedret mig fysisk i forhold til styrke og løbemeter, og det skal jeg blive ved med. Det gælder bare om at klø på, siger Jashar Beluli.

Foto: Rsfoto