Jakob Ankersen tildeles en tillægsstraf på samlet 22 karantænepoint

06.03.2024 11:07

Det betyder en ekstra spilledags karantæne for Ankersen.

AC Horsens har den 6. marts 2024 modtaget en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans i sagen om Jakob Ankersen, der blev præsenteret for det røde kort i kampen Kolding IF fredag den 23. februar 2024.

Kendelsen består af indberetningen fra kampens dommer, en redegørelse fra AC Horsens, bemærkninger fra Fodboldens Disciplinærinstans og selve kendelsen, der lyder på en tillægsstraf på samlet 22 karantænepoint jf. Fodboldlovens §12 og DBU’s adfærdskodeks punkt 5.1 jf. DBU’s love §30.1, nr. 11, jf. §30.1, litra a.

Kampens dommer indberettede blandt andet, at Jakob Ankersen ”i den efterfølgende massekonfrontation har fat om halsen på Kolding IF’s målmand, hvilket dommeren ligeledes vurderer, skal takseres som voldsom adfærd med rødt kort og udvisning til følge”.

Fodboldens Disciplinærinstans vurderede dog: ”at AC Horsens-spilleren og Kolding IF’s målmand er lige dele ansvarlige for episoden. Fodboldens Disciplinærinstans bemærker i den forbindelse, at kampens dommer har tildelt Kolding IF’s målmand et gult kort for episoden og at dommeren har takseret forseelsen til 3 karantænepoint. Fodboldens Disciplinærinstans vurderer på den baggrund, at AC Horsens-spilleren tilsvarende skal tildeles 3 karantænepoint.”

Fodboldens Disciplinærinstans tildeler Jakob Ankersen yderligere 19 karantænepoint for overtrædelse af DBU’s adfærdskodeks.

”Fodboldens Disciplinærinstans finder, på baggrund af dommerens indberetning og efter en gennemgang af tv-billederne, at der er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at AC Horsens-spilleren Jakob Ankersen med sine kraftige gestikuleringer mod 4. dommeren har udvist usportslig adfærd, hvilket udgør en overtrædelse af DBU’s love ”30.1, litra c, og at AC Horsens-spillerens adfærd er en overtrædelse af DBU’s adfærdskodeks §§ 2.1.3, 2.11.1 og 3.1.

AC Horsens tager kendelsen til efterretning, og hverken klubben eller Jakob Ankersen har yderligere kommentarer til sagen.