REMA 1000 Danmark opgraderer sponsorat og bliver eksponeret på alle akademitrøjer

07.03.2024 12:00

Alle akademispillere fra U13-U19 spiller fremover med REMA 1000 Danmarks logo på deres trøjer.

I forvejen er der rigtig mange unge fodboldglade børn i Horsens og omegn, der spiller fodbold med lige nøjagtig det logo på deres tøj, for REMA 1000 Danmark har i en håndfuld år været sponsor for AC Horsens’ populære fodboldskoler i påsken og i efterårsferien.

Aftalen med REMA 1000 Danmark som samarbejdspartner for fodboldskolerne har sikret discountkæden af købmandsbutikker masser af synlighed, og det samme har samarbejdsaftalen om eksponering på flere af akademiholdene.

Nu bliver der skruet yderligere op for eksponeringen, for REMA 1000 Danmark har netop forlænget aftalen med yderligere tre år, og aftalen omfatter nu samtlige akademihold samt de to årlige fodboldskoler.

- Sundhed er et vigtigt fokusområde for os i REMA 1000, og vi har især fokus på børn, unge og motion. Så vi er glade for at støtte og bakke op om AC Horsens og de mange gode aktiviteter, som kommer lokale børn og unge til gode, siger indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen fra REMA 1000 Danmark.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig over, at det gode samarbejde med REMA 1000 Danmark fortsætter i yderligere tre år.

- Vi har gennem flere år haft et fantastisk samarbejde med både de lokale REMA butikker og REMA 1000 Danmark, og vi glæder os over, at vi har forlænget aftalen til glæde for både de ambitiøse unge elitespillere og de mange børn, der hvert år deltager på REMA 1000 Fodboldskolerne for at have det sjovt, siger Kristian Nielsen.