Seamus Peare Bartholdy

Séamus Peare Bartholdy bliver Head of Insights

12.03.2024 08:00

AC Horsens opruster på arbejdet med data og analyse omkring Akademiet og førsteholdet, og det bliver med Séamus Peare Bartholdy i spidsen som Head of Insights.

AC Horsens har iværksat en række spændende initiativer til gavn for både førsteholdet og Akademiet, og nu er der igen spændende nyt fra Langmarksvej.

Klubbens tidligere børneudviklingstræner Séamus Peare Bartholdy har nemlig takket ja til en ny rolle som Head of Insights, hvor han skal strukturere den måde, AC Horsens bruger data på og sørge for at oversætte komplekse data til noget brugbart på banen og i forbindelse med scouting.

Det er et område, han allerede er godt bekendt med, for han har arbejdet med data for Akademiet.

- Det er lidt af et drømmejob, så jeg er enormt glad for at blive klubbens Head of Insights. Vi har så store datamængder, og nu får jeg mulighed for at gøre det helt skarpt og bruge det konkret i forskellige sammenhænge, og det glæder jeg mig til. Jeg skal oversætte data til handling, når det gælder modstanderanalyse, kampevaluering på førsteholdet og datascouting, fortæller Séamus Peare Bartholdy.

Der er tale om en klubrolle, hvor Séamus Peare Bartholdy er tilknyttet både Akademiet og førsteholdet, og han skal via sit arbejde forsøge at skabe en sammenhæng mellem ting og måden, man ser fodbold på i AC Horsens.

- Det er fedt, at bestyrelsen og Kristian har kigget internt for at se, hvilke kompetencer vi har i klubben, og hvordan vi kan udnytte dem bedst muligt ligesom med Claus Troelsen. Det motiverer mig med den tillid, siger Séamus Peare Bartholdy.

Akademichef Martin Bloch glæder sig over, at AC Horsens i højere grad retter fokus mod data og analyse til gavn for hele klubben.

- Ansættelsen af Seamus er et tydeligt signal om klubbens udvikling og de skridt man tager lige nu – vi får her en opprioritering af hele data/analyse området til gavn for både førstehold og akademi.  Datadelen har gjort sit indtog i de stærkeste miljøer herhjemme, men i høj grad også internationalt, fortæller Martin Bloch og fortsætter:

-Forstår man at bruge denne del rigtigt i dagligdagen, er der helt sikkert gode muligheder for at rykke på præstationerne individuelt og kollektivt – ligesom rekrutteringsarbejdet i klubben bliver løftet til et nyt niveau. Som specialist besidder Séamus unikke kompetencer og evner indenfor det analytiske felt og håndteringen af data – samtidig behersker han, qua sin fodboldfaglige baggrund, at gøre data endnu mere ”levende” i vores hverdag samt bringe sin viden i spil iblandt klubbens ledere, trænere og talentudviklere, forklarer Bloch.