AC Horsens forlænger med Frederik Roslyng
19.04.2024 13:59
18-årige Frederik Roslyng har sat sin underskrift på en aftale frem til sommeren 2027.
Det seneste halvandet års tid har været en særdeles positiv periode for talentfulde Frederik Roslyng, der efter gode præstationer i Future Cup, førsteholdsdebut i AC Horsens og debut på U19-landsholdet nu også kan glæde sig over, at han bliver fuldtidsprofessionel og en fast del af førsteholdstruppen i AC Horsens fra i dag.
Det store potentiale skal udfoldes på Langmarksvej, og det er begge parter enige om, så der er netop blevet indgået en treårig kontrakt.
AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen lægger ikke skjul på, at det er med stor glæde, at endnu et af klubbens egenudviklede talenter rykkes permanent op i førsteholdstruppen.
- Vi bruger rigtig mange ressourcer på Akademiet, og det gør vi jo blandt andet for at udvikle lokale talenter til at blive så dygtige, at de kan tage skridtet op i førsteholdstruppen. Det er altid specielt for os som klub, men også for sponsorer og tilskuere, når de lokale drenge bliver en del af førsteholdet, og Frederik Roslyng har arbejdet stenhårdt for at nå hertil. Han har alle de kvaliteter, der skal til for at tage de næste skridt, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en vigtig spiller for os i de kommende år, siger Kristian Nielsen.
Frederik Roslyng glæder sig til at fortsætte sin positive udvikling i det gode miljø på Langmarksvej.
- Jeg har valgt at skrive kontrakt med AC Horsens, fordi klubben er i gang med et spændende projekt og fordi jeg virkelig godt kan lide klubben. Jeg er både glad og stolt over, at jeg har skrevet under på min første fuldtidsprofessionelle aftale med en klub, hvor jeg skal spille i mange år, og målet er at blive en bærende spiller. Det seneste halvandet år har været overvældende, men det er ikke ensbetydende med, at det stopper her. Jeg kæmper videre og er kun lige begyndt, siger Frederik Roslyng.