AC Horsens fortsætter mangeårigt samarbejde med Royal Unibrew

26.03.2024 11:47

Samarbejdet kan spores tilbage til 1939, og nu er det blevet forlænget med yderligere fem år.

Hvis der er to parter, der er hinanden tro, så er det AC Horsens og Royal Unibrew, for samarbejdet mellem ”den gule fare” og bryggeriet kan spores tilbage til 1939 og sandsynligvis endnu længere.         

Det vil altså også fremadrettet være muligt at nyde sin Faxe Kondi eller Pepsi på tribunerne eller indtage en velskænket Royal-fadøl, når AC Horsens spiller hjemmekampe på Nordstern Arena Horsens.

Royal Unibrew har gennem årene bidraget til mange events på den gule hjemmebane, når Søren Jochumsen, Allan Søgaard og Gilberto Macena har været i kamp, og Royal Unibrew er fortsat med på holdet sammen med Simon Becher, Julius Madsen og de andre spillere, der tegner holdet i de kommende år.

AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig over, at aftalen med Royal Unibrew endnu engang er blevet forlænget.

- Vores samarbejde har i år som minimum varet i 85 år, og vi glæder os til at fejre 90-års jubilæum, når kontrakten igen skal forhandles. Det mangeårige samarbejde siger noget om, hvor unik og loyal Royal Unibrew er som samarbejdspartner, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet til gavn for Royal Unibrew, AC Horsens og vores fans, siger Kristian Nielsen.

Distriktschef Steffen Fischer Elkær fra Royal Unibrew glæder sig til at fortsætte parløbet med ”den gule fare”.

- Vi har en fantastisk historik sammen med AC Horsens, der er en stærk og loyal samarbejdspartner, og vi er stolte over, at vi igen er blevet enige om at forlænge aftalen. Vi har været med gennem op- og nedture gennem i hvert fald 85 år, og vi glæder os over, at klubben er et godt sted med stærke forudsætninger for at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. Vi vil gennem mange år været proaktive i forhold til at gøre det til en god oplevelse at gå til fodbold i Horsens, og det vil fansene også opleve i de kommende år, siger Steffen Fischer Elkær.