AC Horsens henter kommende U15-cheftræner i ligaklub

16.04.2024 09:39

Thomas Møller skifter fra Sønderjyske Fodbold og tiltræder på en toårig kontrakt fra sommer.

AC Horsens har oprustet markant på Akademiet gennem det seneste halve års tid, og nu har ”de gule” taget endnu et markant skridt.

Efter en grundig rekrutteringsproces og 30 kvalificerede ansøgere er det med stor glæde, at AC Horsens kan præsentere Thomas Møller som kommende cheftræner for U15-ligaholdet, og han tiltræder til sommer på en toårig kontrakt.

AC Horsens’ akademichef Martin Bloch glæder sig over, at Thomas Møller bliver en del af talentudviklingen på Langmarksvej.

- Det er et stærkt signal omkring udviklingen på Akademiet, at vi kan tiltrække så stor en kapacitet til vores miljø fra en anden ligaklub. Thomas er uden tvivl en af de mest erfarne talentudviklere i Danmark indenfor alderssegmentet U13-U15, hvor han igennem en lang årrække har arbejdet med mange talentfulde ungdomsspillere i både Kolding og SønderjyskE. Thomas er faglig stærk på træningsbanen og har en god bevidsthed om individuel udvikling, som er et nøgleområde for os på Akademiet de kommende år. Endeligt besidder Thomas nogle menneskelige kvaliteter og en ihærdighed som matcher vores kerneværdier blandt alle vores talentudviklere på akademiet, siger Martin Bloch.

AC Horsens’ kommende U15-cheftræner har blandt andet en fortid som akademitræner i Kolding IF og i Sønderjyske Fodbold, hvorfra han skifter, og han er i besiddelse af en A-licens.

Fra sommer fortsætter han karrieren i AC Horsens, og han glæder sig til at blive en del af den positive udvikling på Langmarksvej.

- Først og fremmest glæder jeg mig til at blive en del af AC Horsens, hvor der er gode mennesker, godt kollegaskab, højt humør og en stor lyst til at hjælpe hinanden. Der sker mange spændende ting på Akademiet med hensyn til fx træningsmetodikker og individuel træning, og der virker til at være meget fokus på udvikling af både spillere og trænere. Der er store ambitioner og mange gode planer, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger 40-årige Thomas Møller.